Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Ola Hansson: W. Garschin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I den store By var en botanisk Have, i denne laa et Driv-
hus af Jæm og Glas, og i dette stod blandt mange andre Vækster
en Kæmpepalme, som Direktøren kaldte Attalea princeps. Den
følte sig meget ensom blandt alle disse Planter, der misundte den
og kaldte den hovmodig, fordi dens Krone ragede flere Alen op
over dem alle. Mere end alle de andre længtes den efter sit
Hjemlands Himmel, ti den stod nærmest ind til det, som skulde
erstatte den, nemlig det grimme Glastag, gennem hvilket en sjælden
Gang skimtedes lidt blaat: en virkelig blaa Himmel, ihvorvel
fremmed og bleg.
En Dag, da Plantekrybet ved dens Fødder kivedes mellem
hverandre, sagde Attalea: „Lad være med at trættes og tænk
hellere paa at handle. Hør efter, hvad jeg siger. Voks i Højden
og Bredden, bred eders Grene ud, træng paa imod Jærorammeme
og Glasset, saa springer vort Drivhus i Stykker og vi bliver fri.
Om en eller anden lille Gren presses mod Ruderne, skærer man
den naturligvis af, men hvad skal man gøre med hundrede kække,
kraftfulde Stammer? Blot vi er enige om Sagen, saa sejre vi.*
Men de andre Planter vare enige om, at Attaleas Tale var
den rene Galskab; hver og en var bange for sit Skind.
„Naaja, som I vil!“ svarede Attalea. „Nu véd jeg, hvad jeg
har at gøre. Jeg skal lade Jer i Fred! lev som I vil, trættes med
hverandre, tvistes om, hvor meget Vand I behøver, og bliv i Evig-
hed staaende under en Glaskuppel. Jeg skal gaa min egen Vej,
om end ensom. Jeg vil ikke længere se Himlen og Solen gennem
dette Gitter — og jeg skal se dem!“
Og den vokste og vokste; den anvendte alle sine Safter
paa at skyde i Højden og lod Rødderne og Bladene hjælpe sig
frem saa godt de kunde. Til Tider syntes den, at Afstanden ti]
Hvælvingen aldeles ikke formindskedes. Da opbød den alle sine
Kræfter. Saa kom den nærmere og nærmere til Taget, og endelig
rørte et ungt Blad ved den kolde Glasrude og Jærnrammen.
En Maaned til gik hen. Attalea tog til i Højde. Til sidst
trykkede den haardt mod Tremmerne. Der fandtes ej længere
Plads for den til at vokse i. Da begyndte Stammen at bøje sig
krum. Dens bladrige Krone brødes af, de kolde Jæmstænger
trængte ind i de spæde, nye Blade, sønderskar og lemlæstede
dem, men Træet var egensindigt, klagede ikke over Bladene,
pressede sig, ubekymret om alt, imod Gitterværket, og Gitter-
værket, skøndt af haardt Jærn, begyndte at give efter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
