Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Hjemløs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Men du skulde aldrig have sat din Fod i vort Hus. Jeg
vilde ønske, jeg aldrig havde set dig.“
Jeg mærkede, at jeg var ene. Maanen var bleven lille og
gul og stod midt paa Himlen, og Skyggerne blev sorte. Jeg
rejste mig og gik hjemad. Der kom nogen efter mig; jeg
standsede og vendte mig om for at se, hvem det var. Men naar
jeg blev staaende, stod han ogsaa stille, og da kendte jeg ham
igen: det var ham, den anden. Jeg gik til for at komme fra
ham, men saa mærkede jeg, at han ogsaa gik hurtigere; jeg
sagtnede min Gang, for at han kunde gaa forbi, men nu gik han
ogsaa langsommere. Han holdt stadig samme Afstand mellem
sig og mig, løb, naar jeg løb, sneg sig frem, naar jeg gjorde det
En Gang vendte jeg mig om og saa’ ham lige i Ansigtet: det var
fuldt af Sorg, og han bøjede sin Pande og lignede en
hjemløs. der ikke har Ly for Natten og ikke véd, hvortil han skal
hælde sit Hoved, og vandrer ud ad Vejen paa maa og faa. Da
jeg naaede mit Hus og stod paa Dørtærskelen, syntes jeg, at han
stirrede paa mig med sorgfulde bedende Øjne, — og pludselig
styrtede han hen mod mig, men jeg slog Døren i Laas for ham.
To Gange siden har jeg hørt ham banke paa min Dør om
Natten, og jeg har ligget aandeløs og hørt, hvordan han stod
derudenfor og ventede paa at blive ladt ind, og naar ingen kom
og aabnede Døren, er han gaaet sin Vej igen, langsomt og
tavlende, og jeg har lyttet etter hans Fodtrin, til de døde bort i den
stille Nat.
Men saa en Nat, da jeg vaagnede, fandt jeg ham liggende
i Sængen ved min Side. Det var bælgmørkt, og jeg kunde ikke se
ham, men jeg følte, at han var der. Jeg sprang op og tændte
Lys; han laa ovenpaa Tæppet, sammenkrøben som en Bylt, og
saa’ paa mig med to Øjne, der bad saa ydmygt som en syg eller
mishandlet Hunds. Hvad der siden hændtes, véd jeg ikke; da
jeg kom til mig selv igen, gled den graa Morgendæmring ind i
Værelset, jeg var falden hen over Sængen, og Lysestagen og det
knækkede Lys laa paa Gulvet.
Siden da er der gaaet en Maaned, og jeg har ikke set ham
en eneste Gang. Men hver Nat kan jeg mærke paa mig selv, at
han gaar udenfor og lister om Husets Hjørner, og jeg véd, at en
Gang slipper han ind, og jeg vil atter finde ham i min Sæng.
Jeg aner ham i alt, i Ælmenes tungsindige Susen, i sørgmodig
Musik, i Mørket, der falder paa; og nu — just nu ser jeg ham i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
