Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Axel Henriques: Pariserteatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saa er det, at Hjærtet banker hæfligere allerede ude paa
Pladsen, saa er det, man gaar op ad de tæppebelagte Trapper
stille og andægtig som en troende i Helligdommen, og naar man
staar foran Houdons Statue af Voltaire, den vidunderligste Skulptur,
jeg kender, det Marmor, der er nærmest ved Kød og Blod, nærmest
ved at tale af alle Stene — saa pibler Taareme frem i Øjet. Som
Kystboen, der paa lang Afstand føler, at han nærmer sig Havet,
saaledes mærker den, der elsker god dramatisk Kunst, at han
nærmer sig det ypperste, naar han atter staar i Théatre francais;
det er som man havde levet i Ørkenen blandt vilde Stammer og
atter kom til de bedste i et stort Kulturfolk, til dem, hvis Intelligens
og Aandsstorhed vi beundre, hvis Kunst og Skønhedssans betager os.
Der spilles ikke altid lige godt i Théatre frangais og ikke
altid gode Stykker, men det er et Sted, hvor Kunstens hellige Ild
aldrig slukkes; selv om man ser en Scene, hvor et Par underordnede
Skuespillere veksle to Repliker, vil man kunne mærke, at de har
den rigtige Respekt for deres Opgaver; i Théatre frangais er man
altid i Ordets aller bedste Betydning i godt Selskab.
Første Scene i „Par le glaive“ foregaar i Ravenna i Aaret
1359 paa Gaden udenfor et Værtshus; unge Adelsmænd sidder og
drikker, en Mand spiller paa Guitar og en Gadesangerske synger
en Vise, Folket staar omkring og lytter til. Hvor kender vi ikke
godt forud saadan en Scene her hjemme fra med den opstillede
Række Statister, med de kære Kostymer, der ligesom Jerusalems
Skomager har gennemvandret alle Lande og alle Tidsaldre, i
Baggrunden et udspændt Maleri og oven over Scenen 2 å 3 Rækker
grønne Blade, der danne Arkitraver over Gaden.
Tæppet gaar op i Théatre frangais og vi er i Ravenna, det er
en virkelig Gade, der er bygget op; og intet ligner de Mennesker, vi
se paa Gaden, mindre end Statister. Illusionen er mærkelig slaaende,
og den ikke alene holder sig hele Stykket igennem, men stiger lige til
Slutningen, skøndt der tales i et for os fremmed Sprog og endda
paa Vers. Her er alt, hvad der gaar ind under Begrebet
„ypperligt sat i Scene". Dekorationerne er uden Sammenligning de
smukkeste, jeg har set paa noget Teater, udført med stor og fin
Kunst, forbløffende illuderende; de er for det første alle byggede
op, og saaledes, at man aldrig kan se Sammenføjningerne, og
Stoffet er gengivet saaledes, at man maa gøre Vold paa sig selv
for at tro, at det ikke er Guld og Marmor, Jærn og Glas, men
malet Lærred. Dragterne svarer ganske hertil. Alt, hvad der er
37*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
