Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Karl Madsen: I Holland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den tredje, den yngste, med et stille, lunt, noget sarkastisk Smil.
Den femte Oldermand værdiger ikke mere Interpellanten saa megen
Opmærksomhed, han lægger sin højre Haand demonstrerende ned
paa den opslagne Protokol foran ham, dér staar Svaret. Tjæneren,
der staar med blottet Hoved bag de ærværdige Herrer, betragter
smilende og forventningsfuld den, der har rejst sig for at tale.
Der er noget næsten trolddomsagtigt levende i det Blik,
Billedets Figurer hæfter paa os. — Jeg har altid haft vanskeligt
ved at forstaa, hvorledes Carl Bloch, der skattede Rembrandt saa
højt og forstod ham saa godt, har kunnet lade Blikket mod
Beskueren spille saa stor en Rolle i sine Billeder og Altertavler.
I alle sine bibelske Fremstillinger afslører Rembrandt os Sjælelivet
hos Figurer, der intet aner om at de bliver iagttagede og mindst af
alle Malerkunstens Figurer agerer for Tilskuere. Men der er dog
en Erindring om Rembrandt i Blikket mod Beskueren i Blochs
Christian den anden og Christus-Consolator, en Erindring om
Rem-brandts Portrætbilleder, om Blikket fra Figurerne i „De
Staal-mesters“, et klogt og sjælfuldt Blik, dybt alvorligt, noget bekymret,
næsten sorgfuldt, men værdigt, stolt, kongelig fornemt. Saaledes
ser de Mænd frem for sig, der med rolig Samvittighed kan staa til
Regnskab for deres Livsgerning, men kender Verden godt nok til
ikke at vente dens Tak. De jævne Klædemagere har ganske samme
Udtryk som selve Borgmester Six paa Rembrandts Portræt, de
synes at være lige saa agtværdige, grundhæderlige og solidt
dygtige Repræsentanter for Borgerskabet i Amsterdam i Hollands
Storhedstid, den Tid og de Mennesker, over hvilke Billedet er det
skønneste og stolteste Monument. —
Endnu et fremragende Værk af Rembrandt ejer
Rigsmuseet i Boas og Ruth, den saakaldte Jødebrud, malt — efter
„De Staalmeesters* — i Kunstnerens sidste og triste Aar.
Fremstillingen af Æmnet kan ikke være simplere, der er ikke lagt
nogensomhelst Vægt paa Iscenesættelsen. To Mennesker, der har staaet
ene i Verden, har fundet hinanden og vundet hinanden, den unge
Kvinde bøjer sig tillidsfuld og taknemmelig ind mod sin Beskytter,
den gamle Mand tager hende med faderlig Ømhed i sine Arme,
lægger Haanden kærtegnende ind mod det rige Hjærte, der har bragt
ham Lys i Mørke, Trøst i Sorg, og nedbeder i stille, højtidelige,
rørte Ord al Himlens Velsignelse over hendes lille runde, af inderlig
Glæde straalende Ansigt. — Ak, hvor megen Ret havde dog ikke
den advarende Røst, der fortalte os, at Rembrandt „klattede lidt,
Tilskueren. U02. 59
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
