Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Bygmester Solness
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen: Bygmester Solness. 72
Aar paa sin Bygmester og nu kommer og trumfer i Bordet:
„Kongeriget paa Bordet" — rent menneskelig i sin pilfingrede
Backfische-Nysgerrighed, i sin Trang til „det spændende", i sin
Hensynsløshed og sit naturlige Godhedsinstinkt ... og dog af en
Skovfugls vilde Fagerhed og dødsvarslende som en Valkyrie.
„De er den, som jeg saarest har savnet", siger Solness straks
i den første Samtale til hende. Hun er Ungdommen, der kommer
og skal gengive ham den glade, sikre, hensynsløse Ungdom uden
„skranten Samvittighed", hun ser ham, som da han stod paa sin
Manddoms fejreste Tinde, og skal gengive ham Troen paa sig
selv. Det er Hjælperen, som hans Sjæl har raabt paa og med
sin underlige Viljemagt har tilkaldt — ti Bygmester Solness er jo
et af „de udkaarne Mennesker, som har Evne til at ønske og
ville noget saa ihærdigt, saa ubønhørligt, at de maa naa det
tilslut* — det, „Godtfolk kalder at ha’ Lykken med sig".
Men Hjælperen bliver den stærke, der tager Magten fra
Bygmesteren. Nu bliver det hende, der — med sin Ungdoms
hensynsløse Begær efter at have sit Kongerige — suggererer ham.
Hun tvinger ham efterhaanden til at tro paa alt, hvad hun har
drømt sig op om, at han.har kysset hende, kaldt hende sin
Prinsesse o. s. v. Hun gennemskuer uvilkaarlig hans Tanker:
„Jeg tror snart ikke en Krog i mig kan være sikker for Dem",
siger han. Og med sin sunde Ungdom løser hun op for ham
alle sygelige Samvittighedsskrupler med Hensyn til Ildebranden,
som han vel h.ar ønsket og villet, men aldeles ikke haft Andel i;
hun skammer ham ud for hans smaalige Angest for Ungdommen
og giver ham Selvtillidens Generøsitet igen. „Snak da ikke sligt
noget", siger hun og holder sig for Ørene, „vil De ta’ Livet af mig.
Ta’ fra mig det som er mig mere end Livet! ... At se Dem stor.
Se Dem med en Krans i Haanden. Højt, højt oppe paa et
Kirke-taarn . . . Naa frem med Blyanten da". Saaledes tvinger hun
ham til at skrive „rigtig pænt og varmt" paa den unge Rivals
Tegninger. Og Skridt for Skridt gør hun ham fri og stor igen;
„hun vil ha’ sit Kongerige". Tvinger ham — æggende og lokkende
— tilsidst op paa Taarnet, at sætte Kransen paa, som den Gang
hun saa ham i Lysanger. Ti det er jo hans „svimle Samvittighed",
der hidtil har hindret ham i at gaa op, — Angesten for Gud,
som han sagde sig løs fra den Gang oppe paa Lysanger, da han
svor ikke mer at bygge Kirker, men som hans „skrantne
Samvittighed" endnu ikke helt har frigjort sig fra. Men nu skal han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
