Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - P. Fr. Rist: Kvægpest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
Kvægpest.
Professoren afbrød ham og vendte sig til Præsten 2 »Hr. Anders!
Hr. Anders! Der hører I selver! Hvad skal en armer Mand at
gøre? Saa vidt det er vore skrøbelige Sanser tilladt at se udi
materielle og naturlige Ting, kan jeg her bringe Hjælp og
Lægedom. — Nu hører I? Hvad siger I?"
Præsten rejste sig fra sit Sæde, og som en opdæmmet
Strøm, der pludselig tager Kraft og bryder alle Hindringer, sprang
hans Tale frem med hans stærke Stemme, der flk end mere Malm
ved den dybe Overbevisning, der klang i dens Lyd:
»Jeg siger: om Herren ikke vil tillæge og helbrede den Skade
-Og det Saar, som er tilføjet min Sjæl eller mit Legeme eller min
timelige Velfærd, da kan ingen jordisk Haand eller Medikament
fraføre os dem. Ti det tilkommer os at lide, ja at lide som den
Herre Jesu Christ maatte lide den pinefulde og plagsomme Korsets
Død! Ti om nogen vil spørge hver den, som i Dag er født:
hvortil er du født? Da kan han kun allerrettest svare, at han er
kommen til Verden for at dø! Ti saasom der er intet Herre-Slot,
intet Borger- eller Bondehus, ingen Hyrdehytte, der jo ikke haver
denne beske Skaal at tømme, da skønner vi og, at dette er
Vil-kaaret, med hvilket enhver fødes, at han skal visseligen dø, ja det
som mere er: at han straks skal begynde paa at dø eller drage;
ti det, som vi daarligen kalder Livet, er: Døden, som kalder
sig Livet, at den under dette Navn des lettere kan snige sig paa
os og forraske os! Og ligervis som Døden lader sig ikke bevæge
af nogens Klage eller Suk eller Taare, ej heller af nogen Skænden
eller Ulad og ej af nogens høje Stand eller Dyder eller Lærdom
eller Kvaliteter, tager Døden i Flæng, hvilken ham lyster, lige
til det umælende Kræ!"
Der var en dyb Tavshed i Stuen, Bønderne bøjede Hovederne,
som om de saa selve Døden fare hen over dem. Konen sad rank
og ret, som om hun sad i Kirken, men Professoren, som havde
fulgt Ordene med fremstrakt Hals, strakte sig over mod Præsten
og sagde: »Haver I da for Sanden aldrig et Barmhjertighedens
Ord for jeres arme Folk?"
Men Præsten svarede højt og myndigt: »Ja, I tænker:
kunde Gud føre det over sit faderlige Hjerte saa jammerligen at
pine og plage sin eneste, allerkæreste Søn for Menneskenes Skyld,
at Sønnen fast fortvivlede og klagede, at han var elendigere end
en Orm, hvi skulde da den samme Herre Jesus ikke forbarme sig
over dem, for hvis Skyld han haver lidt saa megen Elendighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
