Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Chr. Feveile: Stakkels Sommerfugl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
Stakkels Sommerfugl. 212
Hun gaar ned ad en Sidegade, hvor der er faa Folk. Jeg
følger paa den anden Side af Gaden. Hun gaar i Forvejen med
smaa, febrilske Skridt, graciøse, kokette, næsten dansende. Hun
er iført en kort, hvid Spaserekjole af Piqué med Halværmer, sort
Silkeskærf, bredskygget, sort Straahat med hvide Strudsfjer,
Albue-handsker og Strømper af sort Silke.
Hendes Moder sjokker gravitetisk bag efter i sin sorte
Enkedragt.
En Gang imellem vender hun sig bråt om, smiler, tilkaster
mig med Viften en aldeles tilfældig Hilsen og gaar to, tre Skridt
baglæns, mens hun siger et Par Ord til Moderen.
Da de nærmer sig Huset, sagtner hun sin Gang. Hun
lader Moderen gaa først ind. Idet hun selv gaar ind, standser
hun paa Tærskelen, river sin Hat af med bægge Hænder, lader
den falde tilbage over Ryggen, vender sig i det samme hurtigt
om — en Bevægelse, som i høj Grad flatterer hendes smidige
Krop — og staar let foroverbøjet og lader Hatten hoppe i
Elastiken.
Medens Moderen staar og venter fortrædelig henne i
Gitterdøren i den anden Ende af Gangen, sender hun mig et sidste
Blik og løber ind.
Jeg gaar ned til det første Hjørne, vender om og gaar
tilbage med hastige Skridt. Vinduerne og Persiennerne i Sala’en
er aabne. Jeg skimter en hvid Skikkelse derinde mellem de
forgyldte Stolerygge; hun løber hen til Vinduet, kaster sig i en
Lænestol og presser sin Pande mod Persiennens Tremmer. Jeg
gaar en Snes Skridt videre; saa skraar jeg over paa den anden
Side af Gaden og passerer atter Huset. Jeg gaar tæt forbi
Vinduet uden at se til Siden; men jeg føler, at hun sidder bag
Persiennen. Jeg skælver — min Hals snører sig sammen — det
er med Møje, at jeg kan faa fremstammet et „Boenos noches!u,
idet jeg lister mig tæt forbi.
„Adios!u svarer hun hviskende. Men det rammer saa
sikkert som en Pil, og saa synger det længe efter i mit Øre som
en Melodi til den Vise, jeg selv gaar og digter paa om en
Sommernat, saa hed som et Par hede, sorte Øjne, saa blød og
duftende og bølgende som hendes duftende, bølgende Haar, saa
berusende og frisk som hendes runde, hvide Arm. —
Ak, denne Nat var jo en saadan; hvad Under da, at dette
„Adiosu vedblev at synge i mit Øre. Det var det eneste Ord, jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
