Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Karl A. Tavaststjerna: En Impressionist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Impressionist.
297
„Det er bare en lille Erindring til jer — om denne DagÄ ...
midt i Sætningen blev hans Stemme hæs, han rømmede sig, men
Tonefaldet lød sælsomt tvungent og skurrende.
Han var bleven bleg, og da vi forstod, at han helst vilde
slippe for videre Forklaringer, lod vi Sagen falde. Men den lille
Afbrydelse havde efterladt en egen Forstemthed hos os alle, en
Følelse som af noget skæbnesvangert. Uvilkaarlig sank Stemningen
til Nulpunktet, og Mareks tidligere glade Humør var ikke længer
parat til at faa den til at stige igen. Selv Champagnen perlede
forgæves i Glassene, den havde ikke Magt til at skylle det Indtryk
bort, som Fotografierne, Mareks Mindegave, havde efterladt, saa
lidt som den lod os glemme hans brudte Røst og sørgmodige
Blik. Ikke engang ved Kaffen kom Munterheden tilbage. Marck
sang sine Sange smukkere end nogen Sinde, men han holdt sig
fra den lystige Slags. Vi andre sad omkring i Salen og saa ud
over Esplanaden gennem de store Vinduer, der naaede lige til
Gulvet. Alle var vi betagne af uklare Anelser, men den ene vilde
ikke vedkende sig det overfor den anden.
Luften derude mellem Esplanadens nøgne Træer havde for
første Gang i Aar denne fugtige, blaalige Tone, der tyder paa, at
Farverne i Naturen begynder at faa Liv efter den lange, blege
Vinterdøs.
Den nedgaaende Sol belyste de røde og graablaa Tage, og
højt over dem hævede den russiske Katedral sin lyse
Teglstens-bygning, der ved Afstanden fortonedes i et luftigt Blaat, som paa
en idealiseret Akvarel. Solstraalerne lyste paa Kirkens hvidmalede
Tag — et Symbol paa den evige Renhed og Religionens ophøjede
Fred — og den løgformede Kuppel løftede sig saa let over det hele,
som om den hang i en usynlig Traad, der var fastgjort et eller
andet Sted oppe mellem Skyerne. Mellem os og Kirken traadte
Runeberg-Statuens brede Bronceryg frem; der stod han, den store
Digter, saa tryg og naturlig, med Ansigtet vendt mod Østen, mod
Overmagten, ventende paa Solopgangen — i Morgen — og atter
i Morgen.
Marck sang nogle Kjerulfske Sange med Inderlighed og dyb
Følelse, og i den vemodige, vaarlige Mørkningsstund vandrede
mine Tanker til Sæters under Bjældeklang og Lurens lokkende
Kalden ... men jeg følte mig alligevel saa beklemt og tungsindig.
Og, som det gik mig, gik det nok ogsaa de andre. Alle sad og
saa ud over Esplanaden, og ingen afbrød Marck som ellers.
20*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
