Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Vald. Vedel: Romaner. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322 Romaner.
— Saa har jeg til sidst to Romaner tilbage at tale om, som
helt og smukt svarer til, hvad man i gamle Dage krævede af
en Roman.
Den ene er Pontoppidans „Det forjættede Land" —
Fortsættelsen af hans Bog „Muld" fra i Fjor.
Romanfremstillingen er her paa en ganske særegen Maade
tilpasset efter moderne Nerver. Den vinder og kvæger sine
Læsere ved aldrig at sige for meget eller tale for højt. Den
engagerer dem ikke dybere, end de selv vil, stemmer ikke stærkere
i, end de er tilbøjelige til at følge, og denne Diskretion opmuntrer
dem snarere til selv paa fri Haand at føje lidt til, hvad der siges,
og lægge lidt stærkere Eftertryk paa Tonen.
Den lette Haand er en Hovedsag ved Pontoppidans Kunst.
Stilen er hurtig og ligger temmelig tyndt og løst over Stoffet: den
presser det aldrig videre tæt, overlæsser aldrig og bliver aldrig
hængende. Den er snarere noget flygtig og overfladisk og indtager en
fri, dégagé Stilling til Emnet uden videre selvopgivende at gaa op
i det. Pontoppidan synder derved ofte mod rigoristisk objektiv
Fortællekunst. Han skildrer f. Eks. i første Kapitel Præsten, der gaar
og pløjer, og beskriver hele det Panorama, han kunde overse,
som han gik der, men fortsætter saa: „Emanuel var imidlertid
alt for optagen af sine Tanker til at give Agt paa alt dette". Eller
det hedder etsteds i Anledning af Drengens Sygdom: „Hansine
plejede ham Nat og Dag med sin vante Taalmodighed og
Selvbeherskelse. Ingen skulde kunne se paa hende, at hun var
fortrolig med sit Barns Skæbne; og dog havde hun omtrent fra dets
første Krampetrækning vidst, at det kun havde faa Dage at leve
i." Som man vil føie, er Læser og Fortæller her løsnede ud fra
Situationen, befinder sig hverken i Moderens eller i Omgivelsernes
Skind, men er paa en Gang i og udenfor baade hendes og deres.
Men den mest intense Kunstvirkning opnaas aldrig, uden man
med Hud og Haar selv gaar ind i Situationen.
Med let, grumme let Haand fatter og haandterer Forf. hele
sit Sujet. Der er Begavelser, som aldrig kan blive færdige med
Emnerne, men med deres tunge Haand altid uddyber,
forvikler, forstørrer dem — dette er de største Digteraander; det
gælder om Zola overfor et ydre Stof, om Ibsen overfor et
indre Motiv eller Problem. Pontoppidan hører til de Begavelser
derimod, under hvis Haand alt uvilkaarlig bliver gennemsigtigere
og lettere færdigt. Med et af Naturen hurtigt Hoved ser han det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
