Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
411
den virkende og styrtede Ærgerrighed11. Men for at det ikke skulde
falde ud tii blot en tør politisk Staats-Action, har han lagt næsten hele
den egentlige Handling over i det erotiske: og han er fra Scylla falden
i Charybdis. For det første lader han Fiesco føre paa Skrømt en
vidtløftig Kærligheds-Intrige med sin Modstanders Søster. Fiesco siger, at
han forstiller sig saaledes for at sikre sig. Ettersom han imidlertid ikke
sikrer sig mod noget som helst, end ikke mod et Snigmords-Forsøg fra
Modstanderens Side, bliver det umuligt at opdage anden Grund til
Forstillelsen, end — at Schiller har haft Hovedet fuldt af Shakespeares
„Hamlet", hvor Titelfiguren jo ogsaa forstiller sig, til ingen Verdens Nytte.
Og dernæst er Fiesco fremstillet som højt forelsket i sin Hustru. Det
skulde sagtens gøre ham „ædel" i Folks Øjne. Imidlertid rimer denne
formentlig dybe Kærlighed sig yderst slet med den unødigt brutale
Maade, hvorpaa Fiesco overfor Hustruen spiller sin unødige
Forstillelses-Komedie. Og desuden kan da et Menneske ikke huse to store
Lidenskaber samtidig. Ingen kan paa en Gang tjene to Herrer. Den ærgerrige,
der gaar op i sin Sag, elsker kun det Maal, som han eftertragter; eller
tydeligere sagt: han elsker kun sit dyrebare Jeg. Al Besmykkelse af det
Forhold er Selvbedrag; det er Blaar, som den paagældende søger at stikke
sig selv og andre i Øjnene. Schiller havde, da han skrev sit Stykke, kun
en fatüg Forestilling om, hvad det at ,elske* vil sige, — eller skulde han
maaske ikke have vidst, hvad Ærgerrighed er?
Og hvilket Sprog fører saa ikke Lidenskaben her, hvor
ukunstnerisk er ikke det digteriske Udtryk for Sindsbevægelserne! Man ved,
at Fiesco til sidst, uden at ane det, dræber sin Hustru. Han faar af
en Kammerjomfru at vide, at det var hende. Og han „vakler dødelig
mat tilbage mod Kammerjomfruen44: „Din Frue er funden! (Han ser sig
søgende orn, mens han vender Øjnene i Hovedet, og siger derpaa med
sagte, sitrende Røst, der gradvis stiger til Raseri): Sandt er det —
sandt, — og jeg Skiven for den uendelige Gavtyvestreg! (Han hugger
dyrisk om sig med Kaarden). Træd tilbage, I menneskelige Ansigter —
Ah! (med fræk Skæren Tænder mod Himlen) havde jeg blot nu hans
Verdens-Alt mellem disse mine Tænder. — Jeg føler mig oplagt til at
sønderkradse hele Naturen til et grinende Utyske-Fjæs, saa den kunde
komme til at se ud som min Smerte.11 Saadan stylter hans Tale afsted
endnu en 40 trykte Linier, ledsaget af græsselige Ansigtsfordrejelser; thi
det er utroligt, hvad der i delte Skuespil er forlangt af
mimisk-gymna-stiske Kraftprøver. Men sluttelig brister han da i „heftig" Graad — for
det næste Sekund at staa „fattet og fast44: „Himlen har kun villet prøve
mit Hjerte til min nær forestaaende Storhed. Genua venter mig? —
Jeg skal skænke Genua en Fyrste. Følg eders Hertug!44
I en saadan Unatur, i en saadan Flom af Svulst og af falske,
effektjagende Overgange behagede „Stürmerne und Drängerne44 sig. Den
nervøse Oprevethed, hvori de befandt sig, gjorde til en vis Grad Unaturen
naturlig hos dem; den gav den i alt Fald stundom en Energi, en lyrisk
Styrke, som ogsaa har sat Mærke mangt et Sted i „Fiesco44. Men for
en Del var den dog bare Jargon, en tillært Stil, en anspændt Affektation
for med Vold og Magt at synes kraft-genialsk. Delte Vildtyskeri har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
