Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Sophus Clausen: En Nat med Paul Verlaine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
485 En Nat med Paul Verlaine.
ham og stillede sig hen ved Siden af os, forsikrende, at han ikke
vilde vige fra Pletten, saa længe vi sad der. Og saa maatte vi
altsaa fortrække.
Alene med os to Danske drev Paul Verlaine i den fugtige
Nat hen gennem Quarlier Latins Gader, hvor Lygterne som Klynger
af lange opløbne Studenter, stod og maalte deres Højhed i
Gadeskarnet.
„Ikke sandt, vi har genfundet hinanden?" sagde Verlaine,
mens Tøbrudet hos ham mere og mere fuldbyrdede sig. „Ikke
sandt, vi har genfundet hinanden," gentog han.
„For Mennesket har en Sjæl, ikke sandt? Vi har en Sjæl,"
vedblev han indtrængende. „Jeg er glad over at have fundet Dem,
genfundet Dem, og at gaa med Dem. Man kan stundum blive
saa bange, naar man føler sig alene."
Vi havde sagt ham, at han hjemme i vort Land var kendt
af alle de unge, der forstaar at læse. Og det var klart, at han
ikke med Ubehag hørte om et nyt Land i Geografien, formelig fik
et helt nyt Land foræret, af hvis Ungdom han var kendt, og som
havde ham kær.
„I Hollændere eller Svenske ... deroppe i jeres København ...
I holder altsaa af Frankrig og Frankrigs Digtere. I forstaar at læse.
Her hos os er der ingen af de unge, som læser noget videre. Aa
men jeg har læst meget, meget!" Og han stampede i Flisen. „Jeg
har haft det Held fra Barn af at være indlevet i det engelske
Sprog. Kender De Robert Burns, den skotske Bondedigter? Robert
Burns!"
Jeg nævnede Shelley, men han rystede paa Hovedet og
pegede betegnende omkring sig.
„Jeg læser ikke ret meget nu mere. Jeg har intet Bibliotek."
Saa gav jeg mig til at tale om hans egne Vers.
Og han svarede simpelt og forklarende.
„Naar jeg er sørgmodig, skriver jeg Vers. Grundstemningen
i dem er tungsindig, frygtelig tungsindig."
Det er sandt nok, men midt i denne Sørgmodighed, i hvis
Armod og Mørke han af Trang til Inderlighed fordyber sig, sidder
hans Hjerte stedse paa Spring til at le — en frisk, rent klingende
Latter, lykkelig som et Barns, hvid som Haabet, tindrende som en
pludselig genfunden Splint af Idealet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
