Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Gustav Wied: Den gamle Pavillon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
573 Den gamle Pavillon.
fra den Stund af at regne blev Anders saa underlig ligegyldig med
det hele. Han passede naturligvis Bedriften, saaede og høstede
og tærskede og solgte sit Korp; men alt, hvad der saadan kunde
henregnes til Puslerier, det tog han sig ikke mere af. Kalken faldt
af Væggene, og Græsset groede i Gaarden, og Taget saa forrevet
og laset ud, og der voksede endogsaa baade Tisler og Fandens
Mælkebøtter deroppe. Koen striglede han ikke længere og næppe
nok Hesten.
Der var kun én Ting, der blev ordentlig passet, nemlig Haven.
Og det var endda ikke saa meget Anders, der besørgede den, som
Gartneren inde fra Gaarden. Det vil sige, Anders hjalp naturligvis
til, gravede og saadant noget, men det var da Gartneren, der
sagde, naar Kartoflerne skulde lægges og Kaalen plantes og
Ærterne rises.
Han hed Lars, Gartneren, og havde været paa Gaarden
næsten lige saa længe som Skov-Anders. Han var en høj, mager
Mand med tæt, graasprængt, kortstudset Haar og et langt, sort
Skæg, der naaede ham ned paa Brystet. Han havde været
urimelig køn i sin Ungdom, sagde de ældre Koner paa Egnen, og han
var skam ogsaa en køn Mand endnu, men han var jo godt oppe
i Halvtredserne, og saa havde hans lidt vel store, krumme Næse
antaget saadan en underlig vinblaa Farve ligesom Druerne ovre i
Drivhuset om Efteraaret. Og man sagde, at han og Anders holdt
sammen, fordi de bægge satte Pris paa 01 og Rom og andre
flydende Delikatesser. Men det var dog kun noget, man mumlede
om, thi ingen havde nogen Sinde set dem drukne, ja ikke engang
beskænkede.
Men der var ogsaa andre Ting vedrørende Lars, de gamle
Koner hviskede om, naar de sad over deres Kaffekopper Søndag
Eftermiddag, thi baade Ane Høys og Dorthe Rørbæks og Clarisse
Slentens havde tjent sammen med ham oppe paa Gaarden for en
tyve—tredive Aar tilbage; men der var ikke Tale om, at han
havde set til den Side, hvor de stod, og ingen af dem havde dog
været saadan rent til at kimse af! Næ, men han havde haft sine
Øjne højere til Vejrs, ha’de han; og hvis de vilde fortælle, hvad
de ha’de observeret nede i Skoven og i Parken og inde i den
gamle Pavillon, naar Jægermesteren var i Byen eller ovre hos Na-’
boerne, saa–-men Gud bevare deres Mund, for nu laa
den gamle jo i sin Grav, og hun og Datteren var inde i
København den meste Tid af Aaret, og Pestinak-Lars gjorde saamænd ikke
38*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
