Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Johannes Jørgensen: En ny Digtning. III. Stéphane Mallarmé
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En ny Digtning.
607
Digtet opruller sig, storladent som et Landskab med lange
og ædle Linier. Begæret følges af Vellyst; Vellysten drager
Tilfredsstillelsens Tungsind efter sig. En Aften af Guld og Aske
nedstiger over Skovene — og Faunen finder Fred i Beskuelsens
ophøjede Ro ...
Men man kan ikke fortælle dette Digt, thi der er i det
givet mer, end Fortælling mægter. I disse to Digte lever den
Skønhed, hvis guddommelige Væsen overgaar al Forstand.
IV.
Der staar tilbage at omtale Maliarmés Værker i Prosa.
Det er dels Oversættelser, dels selvstændige Digte.
Oversættelserne er Gengivelser af Edgar Poes Vers, af den engelske
Maler Whistlers „Ten o’clock" (et kunstnerisk Programforedrag)
og af Beckfords berømte Roman „Vathek".
Whistlers »Ten o’clock* har øjensynlig tiltalt Mallarmé ved
sin aristokratiske Tankegang. Og Beckfords „Vathek" — dette
dybe Æventyr, skrevet paa Rousseaus Tid af en højt begavet
Kunstelsker og Eneboer — er, som Mailarmés egne Værker, en
enlig Hjernes pragtfulde Drøm. Mallarmé har selv resumeret
„Vatheks* væsentlige Værdier i disse Linier:
„Meget store og monumentale Perspektivers Sørgmodighed/
forbunden med den Ulykke, som en overlegen Skæbne er. Den
Rædsel, Trylledrikke forvolder, og den Svimmelhed, den
østerlandske Overdrivelse af Tal skaber. Den Anger, som fødes af
Forbrydelser, man ikke er sikker paa at have gjort sig skyldig i;
Uskyldens og Bønnens jomfruelige Smægten; endelig
Gudsbespottelse, Ondskab og Menneskemylr."
Der er endelig Mailarmés egne Prosadigte at nævne. De
gaar videre ad den Vej, Baudelaire har banet med sine „Poémes
en prose". De er — ifølge Huysmans’ Udtryk — „Romaner,
fortættede til en Side eller to". Der løsner sig fra dem et helt
Menneskelivs Længsel og Tungsind, Lykke og Smerte, Minder og
Haab. De er mere Bekendelser end noget andet af Mailarmés
Værker. De er som et Sideskib i denne stolte og straalende
Poesis Kirke — et lille Kapel, hvor Vokslys, slørede af Sørgeflor,
brænder for en Madonna, hvis skønne Aasyn minder om elskede
Træk, man en Gang har haft kær, og om et Ansigt, som nu ikke
mere er oven Mulde ...
Johannes Jørgensen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
