Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Georg Brandes: Sangenes Sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
Sangenes Sang.
Kristus. Fra da af var den eneste Mening, man ikke lagde ind
i Digtet, den bogstavelige. Før det sekstende Aarhundrede var
•der kun en eneste Stemme, der hævede sig for en sund
Fortolkning, Oldtidsteologen Theodorus fra Mopsuhestia’s, hvis Meninger
blev fordømte paa det andet i Konstantinopel holdte Concilium.
I Middelalderen var der ikke et Menneske, som nærede en Tvivl
om Digtets teologiske Karakter.
Da Mariadyrkelsen opkom, blev Sulamit sat lig Maria, og
næsten alle Træk i Digtet anvendte paa Guds Moder. I Salomo
saa man da Typen paa Jesus. De første Protestanter skilte sig i
dette Punkt i ingen Henseende fra de samtidige Katoliker. Den
første, der efter Theodorus betegnede det Digt, Luther kaldte
Højsangen, som en verdslig Bog, var en Præst i Genf, Sebastian
€hastillon, der levede under Renæssancen, men han gik til den
Yderlighed at anse den for et uanstændigt Skrift, der burde slettes
af de kanoniske Bøgers Liste. Hugo Grotius sluttede sig til ham.
Bossuets Opfattelse var mildere; Bogen havde en dobbelt Mening,
en bogstavelig og en mystisk. I det syttende Aarhundrede saa
Cocceius, Professor i Leipzig, i Digtet en profetisk Fremstilling af
den kristne Kirkes Historie gennem Tiderne i syv Perioder.
Endnu i vort Aarhundrede har Fortolkningsgalskaben holdt
sig. Reuss har samlet en Mængde lærerige Vidnesbyrd derom:
Leonhard Hug (1813) godtgør, at Hyrdinden betyder de ti
Stammers Kongerige, der gerne vil hengive sig til Kong Hiskia.
— L. Noack (1869) ser i Heltinden Byen Samaria, der nylig
erobret af Assyrerne vil afryste Fremmedaaget og alliere sig med
en æthiopisk Konge, der har sin Residens paa Libanon. —
G. Kaiser (1825) ser i Digtet en Art Epos, der behandler Forholdet
mellem Jerubabel, Esras og Nehemias. — Stellwagen (1860)
fortolker saaledes: Salomo vandrer, ked af Regeringen, om i sine
Haver uden at bekymre sig om Statssager. En Deputation af
Landboere beder ham optage sin Kongegerning paany. Trontale:
Han siger, at han elsker de simple Folk, trykker Deputationens
Hænder, indbyder den til Middag („Spiser og drikker, mine
Venner!-), og Deputationen lover til Gengæld, at Bønderne regelmæssigt
skal betale deres Skatter („De tusind Sekel er dine, Salomo!").
Det var alligevel den tyske Videnskab, som fordrev den
mystiske Udtydning. Man blev efterhaanden klar over, at Digtet
ikke drejede sig om andet, end hvad det selv udtrykkeligt sagde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
