Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juli—August - Sven Lange: En Æstetiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
564
fin Æstetiker.
og han knugede sit Ansigt ned mod hendes Knæ, — i magtesløs
Brynde. Han dirrede af Begær og af vaandefuld Angest, og
Vanviddet jog som røde Flammer gennem hans Hjerne.
Men paa en Gang hørte han dæmpet Musik omkring sig,
en højtidsfuld, sørgmodig Melodi steg op fra Orkestret dernede;
ensformigt vendte de samme Toner tilbage, atter og atter kom de
dumpt igen, saa mørke i Klangen, saa tunge, saa dulmende. Og
lidt efter lidt sneg der sig ind over ham en blød og kvægende
Ro, der sagte vuggede de syge Sanser til Hvile; han led ikke saa
meget mere, Tonerne dæmpede og glattede bort, og deres dybe
Lyd fyldte Sjælen med stille Sorg.–Det er min egen
Gravsalme, tænkte han. Gid jeg maatte dø her, tæt op ad det
Legeme, som jeg elsker saa højt. — Han laa stille med lukkede
Øjne og var bedrøvet og var lykkelig. —
Emma sad og stirrede frem for sig med Hænderne
trykkede febrilsk ind mod sine Kinder. Hun var vred og skamfuld
over det brutale Ord, hun havde faaet slynget lige i Ansigtet i
saa mange Menneskers Paahør. Hvad havde hun gjort ham?
Havde han nogen Ret over hende? Han var sagtens forelsket i
hende, men det kunde hun da ikke gøre for, — det blev de jo
alle sammen, uden at hun rørte en Finger for det; hun var
saa-mænd helst fri. — Da hun følte hans Hoved paa sine Knæ, var
hendes første Tanke at støde ham bort; men saa kom hun til
at huske paa det dejlige Koralsmykke, han havde givet hende, —
og hun blev mildere stemt. Lad ham blot ligge, tænke hun, —
han har jo faaet den Lussing, han har fortjent. Men tillige var
der født i hende en dunkel Anelse om, hvor højt den underlige
Mand, der havde skældt hende saa afskyeligt ud, hvor højt han
elskede hende, og hvor meget han led ved det. Hun følte ingen
Medlidenhed med ham, men hun følte et Glimt af hemmelig Angest
og en ikke ringe Nysgerrighed overfor denne Lidenskab, som hun
ikke forstod. — Hvorfor laa han nu der? Hun saa ned paa ham
og rystede Knæene lidt for at se, om han ikke vilde røre sig.
Nej han blev liggende.
Det var dog egentlig en løjerlig En, den Dansker! Skulde
han virkelig være ordentlig gal efter hende? Det havde hun
saa-mænd aldrig tænkt paa før egentlig, saa stille og fornuftig, som
han havde været. Ja ja, godt var det i hvert Fald, at det nu
var forbi imellem dem, — for de havde da aldrig kunnet komme
ud af det med hinanden i Længden, det var hun sikker paa ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
