Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Niels Møller: Robert Browning: Ringen og Bogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
695 Robert Browning: Ringen og Bogen.
dømt rigtig T ikke ud af en gammel Mands Lyst til at se yngce
Folk dø! Men nu vil han lade Faareskindet fare.
Han angrer ikke. Han har prøvet Kraçfter med Loven, har
været uheldig og er bleven slaaet. Derfor mister han sit Hoved;
skulde han nu over» i Købet angre? Kristendommen, siger de?
Har den nogen Sinde været til, saa er den nu død af Ælde, latterlig
død. Hvad Forandring vilde der ske, om den blev afskaffet?
Eo, der tog Kristendommen alvorlig, vilde blive anset for gal.
Sæt r en af Pavens Gardister blev angest for sin Sjæls Frelse,
slængte Hellebarden, sprang ind og kastede sig for Pavens Fødder.
Mon han saa afbrød sin Samtale med Gesandten, vinkede Bispen
bort, lod hele Verden vente, til han havde sikret sig denne Perle,
som er en hel Verden værd, en Sjæl? Nej, der vankede nok
Hug til Skildvagten. Men hvis han kom og meldte, at der laa
en Krudttønde med tændt Lunte under Huset, saa skulde man
se Paven springe gennem Hofmændenes Rækker for at bjærge
sit Liv. For da var det Alvor. — Hvad gør en Fader, hvis Søn
er død, eller en Købmand, hvis Pengepung gaar fløjten? Den
ene river sit Haar, fordi hans Barn er taget til Guds Brystr den
anden skærer Tænder og raser over at have mistet noget Snavs*
som Rust fortærer og Tyve gennembryder og stjæler.
Han hader Pompilia og har hadet hende fra deres første
Mødet da hun gøs tilbage fra ham i Rædsel og stum Angest. Han
hadede hende for hendes Lydighed; hun opæggede ham ved sin
hvide Fortvivlelses Stenstyrke. Der er noget, han bittert
fortryder og ærgrer sig over: at han blev saa djævelsk narret, da
han ventede at overraske hende i Caponsacchis Arme i Kroenr
at ban var saa dum ikke at sørge for Heste ved Mordet, og at
Pompilia levede længe nok til at kunne angive ham.
Lad hendes svage Sjæl blive forvandlet til en Bæk, der
kun duer til ai spejle Smaablomsterne paa Bredden. Han beder
blot om, at han i Døden maa blive til en Ulv, svælge og fraadse
og mætte sin Ulvenatur, blive et helt Rovdyr, saa kan han
maaske siden blive et helt Menneske, ikke som nu en Mellemting
mellem begge. Pompilia havde ingen Traad af rødt Blod løbende
gennem sin vandede Intethed. Hun er atter efter ham med sine
lorhadte Øjne. De er hellige og dumme og isner; de tragter
ikke efter Hævn; han vilde ønske, hun ejede Had, saa han kunde
strides med hende. Nu vil hun lukke ham ude fra Helvede til
værre Pine — fra Helvede, hvor Mørket gløder af Luorezia
47*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
