Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Georg Brandes: Kohélet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
828
Kohélet.
var Deltagere i Revolutionen, tre af dem indtog vigtige Stillinger
og døde paa Skafottet. Halvdelen af Saint-Simonismens
Grundlæggere var Jøder, økonomisk indsigtsfulde Mænd som Olinde
Rodrigues, Eichthal og Isaac Pereire. Kunstnere som
Komponisten Félicien David og Digteren Heine sluttede sig til dem. Da
Liberalismen opstaar, bliver Manin dens Helt i Italien, Borne dens
Ordfører i Tyskland, Jellinek dens Agitator og Martyr i Østerrig,
Moritz Hartmann dens Talsmand i Frankfurt og dens Stridsmand
i Wien. Den tyske Socialisme grundlægges af Karl Marx og
Lassalle. Den russiske Nihilisme er bleven stærkt rekruteret af
unge studerende Jøder og Jødinder, af hvilke mange har ofret
deres Liv.
Kohélet, der ikke tror paa Opnaaeligheden af
Retfærdighedens Herredømme, staar helt udenfor denne Grundretning i
Jødedommen: Han repræsenterer en anden, ikke mindre
betydningsfuld israelitisk Grundretning, der dog har samme Ophav,
Israels Tro paa, at der ikke gives nogen anden Eksistens for
Mennesket end Livet paa Jorden:
For Israeliten er Livet et Gode. Liv, det er Lykke. Naar
Kohélet giver stærke pessimistiske Stemninger Udtryk, saa er det,
fordi han er et alt for lyst Hoved til ikke at se Livet paa Vrangen
som paa Retten, og fordi han er berørt af hellenisk Tragik;
dog hans sidste Ord er ikke Græmmelse over Tilværelsens
Meningsløshed og Jordelivets Sorger, men en Opfordring til at gribe
og nyde de Glæder, som det frembyder, dette Liv. Han er et
Udtryk for Jødedommens Virkelighedssans og dets Hang til at
gøre Menneskets egen Lykke til dets Hovedformaal. Han er
opfyldt af Forestillingen om Livets Korthed, om Ungdommens
snarlige Henvisnen, og om Nødvendigheden af at gribe Nydelsen,
medens det endnu er muligt.
Han har som Aand det Fællesskab med alle andre
betydelige Aander i den jødiske Litteratur, med Profeterne,
Salmedigterne, Forfatteren af Job og Digteren af Sangenes Sang, at
han er usaglig, uplastisk, udramatisk, uafbrudt sysselsat med sig
selv. Til den ene Gud i Himlen svarer for den israelitiske
Skribent den enkeltes Personlighed paa Jorden. Udenfor den
interesserer intet ham. Naar han ikke altid taler i eget Navn,
betyder det blot, at han almindeliggør sine personlige Indtryk,
Erfaringer, Følelser og Lidenskaber.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
