Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
426
Teatrene.
Kriminaltildragelsen vilde falde ud. I saa Fald er Idyllen ikke blevet saa
udelukkende idyllisk endda, og maaske dét kan have skræmmet Datidens
dygtigt kuldskære Publikum.
Men endelig er der da ogsaa den Omstændighed, at i 1840’erne
var et godt bygget Stykke ikke i og for sig opsigtsvækkende, medens
det nu om Stunder snart overrasker som noget usædvanligt. Man skulde
synes, at naar en Skribent vælger netop den dramatiske Form, saa er
det, fordi han — instinktmæssigt eller bevidst — har ønsket at opgive
visse Virkemidler og at betjene sig af visse andre. Ikke desto mindre
er mindst ni Tiendedele af vor Tids Skuespil dialogiserede Noveller, naar
de ikke er dialogiserede Journal-Ar tikler. Ja naturligvis kan ogsaa det
gøre Lykke fra Scenen; men Betingelsen er rigtignok, at alle de
Rollehavende maa yde den aller som fineste Kunst. Og en Forfatter, der
vil have sine Skuespil frem og vil have Held med dem, tør ikke regne
med lutter store Kunstnere. Han i det mindste bør stille sin Sag
saaledes, at den kan føres igennem af ferme Routiniers.
Paa Dagmarteatret spillede man en Gang i Vinter et nyt dansk
2 Akts Stykke. Hele den lange 1ste Akt var en døendes angstfulde
Bekendelse. Den døende laa til Sengs, alt Teater-Spil var umuliggjort;
man kunde paa det nærmeste lige saa godt have ladet Bekendelsen
oplæse, som et Kapitel af en Roman. Og saa vedkom endda denne hele
1. Akt, scenisk taget, ikke Handlingen det mindste! Der har man et
Eksempel paa, hvad Skribenter nu til Dags kan tro er dramatisk. Eller
tag Gjellerups Hans Ekscellence! Stykket skal for en særegen Mands
Vedkommende forklare, undskylde, retfærdiggøre en Art Bigami. En
virkelysten, virkedygtig Natur var forelsket i og havde al mulig Grund til at gifte
sig med en Kvinde. Men det Giftermaal vilde have spærret ham Vejen
opad. Saa ægtede han — med sin Elskedes Tilskyndelse (hm? hm!) —
en rig Pige, fik et Barn med hende ogsaa, blev Minister, men havde dog
hele Tiden sit Hjerte og sit rette Hjem hos den første. Indtil en skøn Dag
Bruddet med det vedtæglsmæssige hævner sig og styrter ham. Ja lad
blot alle moralske Indvendinger fare, lige ned til den elementæreste,
nemlig den, der kommer fra Renlighedssansen! Og hold ogsaa alskens
psykologiske Betænkeligheder borte! Men hvem ser ikke, at Dramaet
her — det stikker i Dobbeltforholdets Begyndelse? Skal vi interessere
os for Manden, forstaa ham, nære Medfølelse med ham, saa maa vi se
hara i Kamp med Hindr ingerne for hans Karriere, at det er ham umuligt
at slippe frem ad banet Sti, at han altsaa fristes til at bryde ud — og
bryder ud. Hans Fald fra Minister-Taburetten er jo bare Afslutningen,
Tragediens 5te Akt. Men til denne 5te Akt alene havde Gjellerup holdt
sig, den havde han spundet ud til fem omstændelige Akter, hvori han
havde indlagt det ene novellistiske Referat efter det andet af det egentlige
Di •ama. Og saa undres man over, at ingen praktisk Teaterdirektør har
haft Mod til at indlade sig med saadant et Stykke!
Maaske havde Gjellerup ladet sig paavirke af Respekten for Kravet
om „Tidens Enhedsom har raadet saa længe, og som snarere synes at
være i Vækst end i Aftagende. Men er det ikke galt at ophøje hint
Krav til almengyldigt Dogme? Er der ikke Dramer, hvor Handlingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
