Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Jul. Lange: Et Udtryks Historie. (Sluttet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Udtryks Historie.
679*
ledes de af Englene ind i Himmerig til Abrahams Skød. Fader
Abraham er da selv fremstillet som en hyggelig gammel
Bedstefader, der holder alle de smaa Sjæle foran sig i en stor Pose,
som han danner af sit Klædebon. Paa Billeder af Skabelsen ser
man Gud rækkende Sjælen som en lille, nøgen Figur hen mod
Mennesket, han har dannet, og som staar foran ham (Mosaikerne
i Forhallen af S. Marco i Venedig)
Der forekommer noget lignende allerede i Oldtidens Kunst.
Ægypterne fremstiller f. Eks. Sjælen som en Fugl med
Menneskehoved, flagrende med Livets Symbol oven over det døde Legeme,
der ligger som Mumie paa Baaren: det er et symbolsk Udtryk for,
hvad vi kalder Legemets Opstandelse. Beslægtede Forestillinger
er gaaede over i græsk Kunst (Sirenen). Paa ældre græske
Vasebilleder ser man ogsaa Sjælene af faldne Helte, hvis Legemer
er stedte til Jorden, ilende frem gennem Luften som smaa rustede
Krigerskikkelser med Vinger paa Ryggen. Men i den højere
græske Kunst forekommer dog næppe en saadan Fremstilling af
Sjælen som selvstændig menneskelig Figur. Den egner sig
overhovedet ikke for en højt udviklet Kunst: ogsaa Renaissancen
skiller sig ligesom Antiken af med den Slags Forestillinger. Det
er jo nemlig en Barnagtighed saaledes at tænke sig Sjælen som
en anden Figur inden i Legemet eller ved Siden af det, i Lighed
med det, man kalder „Sjælen* i en Pennepose. En livlig og
barnlig Fantasi har en Tilbøjelighed til at se alt muligt som en
levende Skikkelse (at „antropomorfosere*, „personificere*): end
ikke det ved Mennesket selv, som ikke kan ses, det usanselige,
det „indre* Menneske undgaar at blive Genstand for denne
Tilbøjelighed. Trangen til at personificere behersker desuden alle
populære Forestillinger og har sat sit Spor i talløse sproglige
Udtryk, der atter behersker Tanken. Heller ikke Filosoferne kan
frigøre sig herfor: Platon taler (i Gorgias) om Legemet som et
Det store Klippe-Helief paa Externstein i Westphalen (Begyndelsen af
12 Aarh.) maa efter min Mening tydes i Analogi med Billederne af
Marias Død: Kristus tænkt som Verdens Herre og Frelser aabenbarer
sig over Korset og modtager sin egen (den døde Kristus’s) Sjæl, som
han bærer paa Armen. Det falder haardt for vor Tid at gaa ind paa
en saadan Tankegang; men den er i Virkeligheden ingenlunde
uforklarlig, naar man erindrer, hvor spidsfindig Middelalderens Dogmatik
kunde være, paa samme Tid som dens kunstneriske Udtryksmaade var
saa naiv og kejtet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
