Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Karl Gjellerup: St. Antonius’ Fiskeprædiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
St. Antonius* Fiskeprædiken. 247
og Vand — dér nedenunder lod
han slimet Søgræs finde Grøde,
bladløse Træer, purpurrøde
og haardere end Marmelstene,
i Klippegrunden fæste Rod
og Tangen milevidt forgrene
sin brune Vildnis. Paa hans Bud
fløj dernæst alle Fugle ud
og kresed lystig under Himlen;
paa Jorden mylred alskens Kryb
frem ved hans Vink, mens Fiskevrimlen
svam gladelig i Havets Dyb.
Og alting skete paa en Studs —
fuldvoksne var de der; thi Guds
almægtige Vilje kræver ingen
Tid eller Lejlighed — den vil,
og hvad den tænker, det er til,
og intet andet. Fuglevingen
slaar sine Slagfjer ud og svæver,
og Fiskefinnen leger væver
i Strømmen, og i Støvet snor
sig Øglen frem med slimet Spor —
hver paa sin Vis og hver især
fuldkommen, helstøbt — som om den
alene var Bevægelsen,
og intet fjernt og intet nær
sig kunde blot det mindste røre,
uden dens Kraft i sig at føre.
Og det med Rette: thi enhver,
endog det mindste Kreatur,
er selv Guds Vilje, ubeskaaren,
og er som Livets Arving baaren;
ja, kunde Kødets Skillemur
med evigt Blik det gennemskue,
hvad vilde da dets Livsmod kue?
ej Runmiet stænged som et Bur,
ej Fremtid gaves, det at true!
Hvi skulde det for andre grue?
Thi i det ganske Verdensrund
det intet fremmed fik at se.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
