Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Julelæsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Julelæsning.
69
Sikkerhed som den, der ved Besked, en Begivenhed, han selv har
set med sine Øjne, om et Forsoningsbæger, der blev drukket, og
et Ulykkestilfælde med en Baad; og vi Læsere sidder og aner,
blot gennem hans egen Beretning, at han ikke ved det første Ord
af Sagen. Betydeligst og finest er Ironien i „Sommerblæst".
Selvtilfreds og klogt sidder den fint dannede Kontormand og skriver
op om sit Sommerophold og sin Sommerforelskelse; og imedens
han noterer, hvad Dagen har bragt, hvad Figur han har gjort,
kæler for de gode Svar. han har givet, og gør sine Iagttagelser og
rigtige Bemærkninger angaaende sig selv og Genstanden og
Rivalen. saa udleverer han til os andre sin Pertentlighed, sin
Selvklogskab, sit Rethaveri, som han selv slet ikke kender hos sig: og
han staar (saa at sige) bagom sin egen Ryg og viser os andre
over sin Skulder hele Situationen og Historien fra helt andre
Synspunkter. end han selv er bleven vår. Er ikke ogsaa det Kogleri?
— men saa diskret og ædruelig er det hele gjort fra Forf.s Side,
ved Hjælp af en Mængde smaa, fiffige Midler.
Hvad er imidlertid den Smule Livets Kringelkrogethed mod
den Sjælelivsmystik, hvori V. Stuckenberg dukker til Bunds i
sine „Romerske Scener"? Her benægtes kraftig Muligheden
af enhver „Regula de tri". Personernes Handlinger kommer over
dem, som var det slet ikke deres egne, og ingen ved ud eller ind
paa sig selv. Som flakkende, formløse Skygger sidder i „Ælia" de
i—3 Personer og mumler hen for sig, svarende hinanden langt
borte fra. Somme Tider synes man virkelig at høre den nøgne
Sjæls ængstelige, raadvilde Kalden og kan helt hypnotiseres ind i
Bevidsthedens mørke Allerinderste, men nu og da gnider man
rigtignok Øjnene og tror, det er Dybets Vætter, der øver
Blændværk overfor os — og for Digteren. Dog — Tidsskriftet har allerede
talt om Bogen, og jeg maa videre i Bunken.
Thi nu trænger man en Gang til reel. solid Romankost og
griber trøstig Henr. Pontoppidans „ Dommens Dag". Det er
borgerligt og verdsligt, — hvad mere er, det viser sig at være et
regulært Opgør med al den Lyrisme, den „Jeg"ets Renkultur, som
jeg lige kommer fra.
Der har vi nu igennem tre tykke Bøger fulgt Emanuel
Hansted paa hans bekymrede Verdensforbedrerbane, glædet os over.
hvor ærlig han altid gik efter sin Overbevisning, varmet os ved
hans baade bløde og ildfulde Gemyt ... og nu, da Ulykken
ydermere har fredlyst hans Skikkelse, saa udleverer hans Autor ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
