Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Thoralf Klavenæs: I Taage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Taage.
233
for, at Sneen vil blive vanskelig at forcere i den vejløse
Skovtykning over skjulte Buske og Gærder.
Snart efter kommer „Diana" ind, svømmende og baksende
i den løse Sne, med dampende Skind og Tungen ud af Halsen.
Hun logrer skamfuld med hele Bagkroppen, men hendes Øjne
lyser af Energi. Jeg forstaar, at her er endnu meget at slide paa.
„Jaja, Diana," siger jeg og klapper hende. „Vi faar nok
paa’n igen."
Hun gør et Spræl af Glæde, ryster sig, saa der staar en
fin Dim om hende, og vil atter afsted. Jeg kobler hende.
Og dermed begynder vi vor besværlige Gang efter Losen r
den dybe Sne.
Vi bliver snart trætte. Thi vi falder ofte igennem til midt
paa Livet. Over hver liden Busk har Sneen støbt et lunt Kammer,
hvis Tag brister og aabner éig som en Faldgrube under vore
Fødder. Vi har ikke tilbagelagt den halve Del af Losen, før jeg
indser, at dette kan blive en drøj Leg, men jeg siger intet.
Olav begynder alt at hænge efter. Han er rød i Ansigtet
og sveder stærkt.
„Har vi langt igen?" spørger han stakaandet.
„iNej," svarer jeg frejdig. Jeg ved ikke, hvad jeg svarer paa.
„Hvor er vi henne nu?" spørger atter Olav om en Stund.
Jeg nævner Navnet paa en Skov. Jeg ved heller ikke
denne Gang, hvad jeg svarer paa.
Men Tiden gaar. Det er allerede over Middag. Af Træerne
drysser der nu en fin, kold Regn, naar vi støder mod dem.
Klokken fem vil det begynde at mørkne.
Dette er Stillingen.
Jeg husker godt, hvorledes min Stemning under denne Gang
stadig skifted mellem Lyst og Ulyst, mellem Modløshed og Mod.
Engang stansed jeg ogsaa op som for at hvile. I Grunden var
det for nøjere at overveje Situationen.
Var det ikke Vanvid at fortsætte denne Gang i en vejløs
Skov, der tilmed her var os fuldstændig fremmed? Vilde ikke
Sneen til sidst matte os saaledes ud, at vi ikke længer kunde flytte
Foden? Og Taagen — ? Tiden —? Var der Mening i dette?
Men Haren fristede mig. For denrre ene Hares Skyld vilde
jeg den Gang vovet noget endnu meget mere. Saa langt havde
min Lidenskab ført mig. Hertil kom, at vi jo, hvis det kneb,
kunde følge Losen tilbage til vort Udgangspunkt. Og herfra førte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
