Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Joh. Rohde: Skulptur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
Skulptur
lighed til at fremstille den nøgne Kvinde af den Legemsbygning,
i det Bevægelsesmoment, med den Rytme i Linie eller Farve, som
han maaske engang har været Vidne til eller har forestillet sig.
Han bestræber sig for, idet det menneskelige Legeme udfolder sig
for hans Syn eller Bevidstlied i hele dets Uendelighed, at tage
netop det, som han anser for det værdifuldeste og
ejendommeligste og søger saa, naar han udmønter det i Værket, at lægge sin
Personlighed deri. Dette er for ham Hovedsagen og ikke den
udefra givne Titel, Legende. Anekdote eller Tendens.
Men alt dette er jo saa selvfølgeligt, at man vrider sig ved
at nedskrive det, og vel heller ikke gjorde det, om man ikke
vidste, hvor langt den bildende Kunst er sat til en Side i den
almindelige Dannelse, fordi den nu engang, i Følge sin Natur,
kræver et langt og indgaaende, ganske selvstændigt Arbejde, og ikke
som de andre frie Kunster, Musiken og Digtekunsten, i enhver
dannet omtrent trælfer noget af en Amatør eller Dilettant; selv
den Mand, der maaske paa andre Omraader har naaet højt, i
Videnskab, Politik, Litteratur staar ofte over for et Maleri, en
Statue, en Bygning som en ren Bøffel. Det er næppe Charles
Dickens alene, som vender hjem efter den obligate italienske Rejse
med den inderste Erkendelse af, at det berømteste Billede i
Vatikanets Stanzer egentlig er noget „utroligt Smøreri", om han
end maaske nok er ene om at turde offentlig udtale og vedkende
sig en saadan Mening om en Raphael.
Paa dette Punkt, hvor den kunstneriske Idé støder op til
Legenden eller Anekdoten, ligger det store Svælg, som man føler Dag
for Dag uddybes mere og mere, jo mindre Tid der levnes Slægten til
at opdyrke sin Aand for Forstaaelsen af bildende Kunst, — Svælget
imellem den gode, altid vanskeligt tilgængelige Kunst og det store
Publikum, som nu en Gang ikke har Tid eller Lyst til at arbejde
for Forstaaelsen af noget, der kun anses for skabt til Nydelse og
Rekreation, og derfor straks spørger efter Titel og „Fortælling"
som Nøglen til det hele, eller leder efter det almindelige kurante
Skønhedsbegreb, hvortil det nu er opdraget; dette Publikum som
f. Eks. ikke er i Stand til at fatte de aandelige Værdier, der kan
findes i en ganske simpel, gammel arkaisk Figur, der staar lige op
og ned uden at „fortælle" noget og uden at udraabe mere eller
mindre dybsindige Sentenser, uden at paradere med imaginære
Kræfter og unaturlig Gestus, men kun finderet saadant Kunstværk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
