Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Nikodemus’ Skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
201 Nikodemus’ Skriftemaal
menneskeligt Almenliv. Hvor jeg spottede over Frasen om „ikke
at slukke Lysene i de smaa Hjem". Jeg er bange for, at
Temperaturen vilde synke adskillige Grader og Vejrliget forraaes ude i
Verden, hvis alle Smaacellerne ophørte at frembringe Varme og
straale den ud gennem Væggene ogsaa til Livet udenfor. Det er
dog her i den „Verden i en Nøddeskal", inden for hvilken vi lever
og dør, det er dog her alene, at det ene Menneske lærer at læse
i den andens Blik, at tyde en Stemmeklang og Betoning, at forme
og at formes, hævde sig og ofre sig, her alene, at de Skaller, den
tykke Hud kan fældes, som skiller Sjæl fra Sjæl. Hvem lærer
i den mest udstrakte Bekendtskabskres Mennesker at kende og
hvem smelter selv i den mest begejstrede Virken for Ideer og
Sager virkelig sammen med Mennesker? De „springer det
menne-lige over" — som Søskendeparret i „Over Evne" — alle de, der lever
uden for Familielivet Ingen har mer end jeg levet i Politik og i Bøger
med hele min Sjæl og troet, at Livets højeste Fylde laa deri; men
naar jeg nu sidder og klapper min lille Drengs lyse Hoved, falder
Pennen mig mangen Gang af Haand, og alle de Ideer, der boblede
i min Hjerne, gaar ligesom af Kog. Og i den bløde Ty&thed i Sjælen
er det da, som fornemmede vi det inderste Hjerteslag i alting.
Ogsaa et andet stort er kommet ind i mit Liv og har
forvandlet alt for mig. At tænke sig, at indtil min Søster iforfjor
døde, havde jeg aldrig lært Døden at kende. Jeg vidste jo, at den
fandtes, og i Aarenes Løb pillede den ogsaa adskillige bort i Udkanterne
af min Slægt og Bekendtskabskreds. Men saa særlig lykkelig —
var det mon ogsaa en Lykke? — har min Opvækst været, at jeg
indtil op i Trediveaarene aldrig havde mistet nogen af mine
nærmeste, aldrig havde set et Menneske dø eller staaet ved et Lig. Før
Døden nu forleden Aar ubarmhjertig, uden Varsel, rev min gifte
Søster bort midt i det lykkeligste Familielivs Skød. Dengang
kom Døden med ét, stor og frygtelig, inden for min Horisont, ja!
ind over min Dørtærskel — og siden da kommer den aldrig, aldrig
væk derfra. Men med den er der kommen baade en vis rolig
Alvor og en egen Grøde ind i mit Sind.
Jeg har faaet Noderne frem og har endelig en Gang faaet
Fornøjelse af den Smule Musik, min gamle Spillelærerinde tærpede
i mig i mine Drengeaar.
Nogen videre dybsindig Musik er det ikke, og de, som bor
nedenunder, lider vist ikke saa lidt ved mine Kunstøvelser, men
Tilskueren 1900 1 (.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
