Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Nikodemus’ Skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nikodemus’ Skriftemaal 219
ikke rykket ud med sit „Hvad er alt dette mod, at jeg engang
skal dø?" Jeg husker denne Replik af en moderne dramatisk
Digtning, mange fandt den saa latterlig, men mig har den grebet
dybt. Saadan er det, Dødstanken skal staa og brede Hænderne
ud for at tage imod alle dem, der er besværede, og slette Livets
ubetydelige Krimskrams ud af deres Sjæle med sit dybe, ætsende
Evighedsblik: „Hvad er alt, alt, jeg lider og strider her, mod at
jeg engang skal dø?"
Livet leves og fattes først ret, naar „Dødens Himmel hvælver
sig over det", som jeg etsteds har set det udtrykt. Jeg følte det
forleden, da jeg var ude paa en Landsbykirkegaard, hvor nogle af
mine fjernere Slægtninge ligger. Man havde nu alligevel rigtig
godt af nu og da at gaa ud paa Kirkegaarden og tænke lidt paa
dem, der nu kun er hvide Ben og ligger tyste og glemte og smuldrer
i Jorden med samt alle de Viljer og Begær, alle de Tanker og
Følelser, som udgjorde Livet og Verden for dem. Der stiger en
saadan Ro op fra Graven ind i den, som tramper urolig og forpint om
oven over. Han lærer af de dødes Tale at skønne paa, at han lever, og
at komme ud over som Smaating, hvad der før taarnede sig op som
Marer om ham. Ja ve den Dag, da Menneskene glemmer deres
døde. — som de næsten synes godt paa Veje til nu om Stunder.
Den erindrende Leven med de døde skulde for hver Slægt være
det Foryngelsesbad, hvorud af den gik med friskt Mod til at leve
sit nye Liv, og paa samme Gang det Daabsbad, hvori dens vilde
Hedendom bøjes under Dødens Lov. Holdt op for Dødens Øje
tegner alt sig i de rette Proportioner: det, der syntes os vigtigt,
krymper sammen til smaat, og det elementære dagligdags, som vi
næppe agtede, bliver det væsentlige, store. Rigtig set med Dødens
Øje bliver Livet mindst af alt fattigere end før, tværtimod lægger
der sig en glansfuld, varm Dugg forklarende over det; men det
bliver forflygtiget, transparent og usubstantielt, og Forgængeisens
Tema klinger igen overalt i Dagens Døen, i Aarets Visnen, i
Tidernes Skiften, — beroligende og uddybende Livet.
Då, hur dagen rundlig
eller snäf är vorden,
skall os qvällen sarnla
blid och stjärneljus;
rummet rymmer alla
hos vår moder jorden,
rummet rymmer alla
i vår faders hus.
15*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
