Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
510
Teatrene
Tænker jeg paa, hvad jeg i den senere Tid har set af moderne
Skuespilkunst paa Dagmarteatret — Helge Rodes Kampene i Stefan
Borgs Hjem, E. Brandes’ Under Loven og Bjørnsons Poul Lange
og Tora Parsberg — saa tænker jeg bestandig først og fremmest
paa Hr. Martinius Nielsen. Det er bogstaveligt at forstaa: jeg ser ikke
for mig Stefan eller Gerhard eller Poul Lange, jeg ser paa Grund af
Hr. Nielsens næsten fuldkomme Mangel paa Forvandlingsevne kun
Skuespilleren, bestandig Skuespilleren — hans Positurer: Fingrene i den
højtsiddende Vestelomme, Lommetørklædet gratiøst mod Læberne, det
højre Ben atletisk udspilet fra Stolen — og hører ham tale. Det sidste
gør det ligefrem ondt at tænke paa. Han taler Dansk som en Prøjser.
Denne kommandoagtigt fremstødende Artikulation, disse langt hensvirrende
Konsonanter, denne voldsomme Udhævelse af de ubetonede Taledele
— det er simpelthen en Fornærmelse mod Modersmaalet. Man lægge
blot Mærke til, med hvilken Centnervægt Hr. Nielsen udtaler det lille
beskedne Ord jeg — og nu har endogsaa dette direktorale Jeg bredt
sig til Damernes Tale! Hr. Nielsen maa finde sig i, at man tager ham i
Skole for hans Uvaner, indtil han aflægger dem. Saadant er sket før.
Demosthenes f. Eks. var ingen ringere Deklamator end Hr. Nielsen og
gik dog i en fremrykket Alder og lærte Græsk paa Strandbredden.
Hvis Hr. Nielsen derfor ikke vil betro sig til andre — f. Eks. Skuespiller
JerndorfT eller Professor Jespersen — kunde man ønske, at han vilde
anvende sin Ferie til at tale Dansk med Vesterhavet.
Først naar man har paatalt denne radikale Ufuldkommenhed ved
Hr. Martinius Nielsens Kunst, der nu, da Teatret under hans
allestedsnærværende Ledelse stiler mod de højeste Maal, er den største Fare for
Udfaldet, kan man gaa over til at udtale sin Anerkendelse af, ja
Taknemlighed for hans Arbejde. Denne Mand, der som Kunstner er saa
utilbøjelig til at ofre sit eget Jeg, skaaner i andre Henseender ikke sig
selv og søger ikke sit eget. Maaske Skuespilleren faar for lidt Tid til
ret at arbejde med sig selv, fordi Direktøren har saa meget at bestille.
Der er Fart, Energi og ikke mindst Mod over Dagmarteatrets Ledelse
for Tiden. Ingen kan vel for Alvor mene, at der som Helhed spilles
bedre Komedie, ogsaa moderne Komedie, paa Dagmarteatret end paa det
kgl. Teater, men alle kan være enige om, at det er godt, at
Dagmarteatret griber dristigt til, naar det kgl. Teater ængsteligt lader Haanden
falde. Naar det kgl. Teater f. Eks. ikke har vovet at spille det bjørnsonske
Stykke, vel nok fordi det har tvivlet om at kunne give Hovedpersonen
en tilfredsstillende Udførelse, er det godt, at Dagmarteatret har vovet
det, og forstaaeligt, at Heldet har fulgt den kække.
Man maa virkelig være Hr. Martinius Nielsen taknemmelig fordi han
har spillet dette Stykke og selv vovet al spille Hovedrollen deri. Rent
udvortes fyldte han smukt i Rollen, smukkere, end nogen anden for
Tiden vilde kunne gøre det. Hr. Nielsens Poul Lange var først og
fremmest en smuk Mand og en distingveret Mand. Hvad Poul Lange
tilsidst fortvivlet udbryder: „Hører jeg til Pøbelen?" sagde Hr. Nielsen
bestandig, i Blik og Miner, i Holdning og — naturligvis — Toilette. I
anden Akt, ved Festen, hvor Poul Lange bliver moralsk henrettet af de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
