Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - E. Hannover: Engelsk Malerkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
536
Engelsk Malerkunst
værd, at forklare alt det Vanvid og al den Frækhed, der er i dette
Værk."
Alligevel fandt Millais Købere. Rosselti afhændede —
rigtignok til nedsat Pris — sit Billed fra den foregaaende Udstilling.
Kun Hunt fandt slet ingen Liebhaber og maatte derfor kæmpe med
store Vanskeligheder, indtil Millais’ Fader kom ham til Hjsfilp. Da
det tredje Slag skulde leveres, manglede Rossetti paa Slagmarken.
En Mængde Omstændigheder havde forenet sig om at holde ham
borte. Han havde lært Tennyson og Browning at kende, og de
havde fyldt ham saaledes med poetiske Syner, at det nu mere
end nogen Sinde var ham umuligt at samle sig om et enkelt
Billede, end sige at male et Billede i Overensstemmelse med den
strenge prærafaelitiske Disciplin. Fremdeles var Dante gaaet op,
man kunde næsten sige staaet op for ham og havde saa meget
lettere bemægtiget sig hans Fantasi, som en Beatrice samtidig
havde aabenbaret sig for ham i Skikkelse af den Model, som alle
nu om Stunder kender af en Række af hans senere Billeder, Miss
Elizabeth Eleanor Siddal, der snart blev hans Elskerinde og siden
hans Hustru. Han frembragte nu i Tegning og Akvarel en
Mængde Illustrationer til Digte af Browning, Henry Tailor,
Tennyson samt til Dantes Vita nuova, men gjorde i en Aarrække
kun faa og smaa Malerier, som han ikke udstillede. For at bøde
paa Tabet af Rossetti rekruterede Millais og Hunt sig med Charles
Collins, men havde ikke mere Held med ham end med deres
tidligere Bundsforvandte. Han var Skribent, inden han blev Maler;
han ægtede selve Fjendens, Charles Dickens’ Datter og blev atter
Skribent. Millais og Hunt var i Virkeligheden ene om at yde
Modstanden.
Paa Udstillingen i 1851 mødte den første af dem med tre
Billeder: „Marianna", „Duens Tilbagekomst til Arken" og
„Brændehuggerens Datter" (illustrerende et Digt af Coventry Patmore),
medens Hunt havde søgt Motivet til sit eneste Billede i Konfliktens
Løsning i Shakespeares „De to Adelsmænd fra Verona". Til Trods
for, at de oprørske Bogstaver denne Gang manglede paa Billederne,
vakte disse et endnu vildere Raseri end de forudgaaende. Det gik
saa vidt, at man forlangte Billederne fjernede fra Udstillingen og
raabte paa Hjælp fra Politiet for at sætte en Stopper for den
offentlige Forargelighed. Indtil med én Gang en skaffede sig
Ørenlyd: JOHN RUSKIN, som fik Ordet i „Times".
Emil Hannover
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
