Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - A. Christensen: Ældre persisk Lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
708
Ældre persisk Lyrik
landet", hendes Legeme er „Mælk og Rosenvand"; „Haaret" eller
„Halmstraaet" betegner hendes smækre Midje, „Cederen", „den
lange Længsel", „det flydende Vand" hendes Vækst, hendes Pande
er et „Rosenblad" eller en „Sølvtavle", hendes Øre en
„opblomstrende Rose", hendes Ansigt et „Æble", et „Tulipanblad", hendes
Øjenhaar çr „Pile" eller „Naale", „den røde Papegøje" eller
„Sjælekilden" betegner hendes Læbe, „Rubinæsken", „Rosenknoppen".
„Saltfadet" hendes Mund o. s. v. Hvem kan vel regne ud, at
„Hindustan" eller „Kina" er den elskedes Lokker, „Turkestan*
hendes Kinder, „Inderen" eller „det forbrændte Hjerte" hendes
Skønhedsplet, „den fromme Mand" hendes Bryn og
„Menneskeæderen" hendes Øje? Naar en Elsker advares mod at stige ned i
Brønden, menes dermed, at han ikke skal kysse Smilehullet i Pigens
Hage, da det vil røve ham hans Hjertefred. Det er unødvendigt
at fortsætte med en Opregning af alle disse mer eller mindre
bizarre Metaforer, som endda ofte sindrigt kombineres med
Ordspil og tvetydige Udtryk. Naar saa denne Symbolisme tillige
forbinder sig med religiøs Mystik, kan man forestille sig, hvor
kunstigt, indviklet og barokt det hele maa blive. Heldigvis findes der.
særlig fra ældre Litteraturperioder, mange Digtere, der forstaar at
anvende Blomstersproget med Maadehold og Smag. Først i den
etterklassiske Tid, Forfaldstiden, sank Lyrikken ganske ned til at
blive tom Ordpragt paa Grundlag af den traditionelle,
symbolistiske Retorik.
En anden Ejendommelighed ved den orientalske Lyrik er, at
den kun rummer et ret begrænset Materiale af Motiver og Tanker.
Det gælder ikke om at finde noget nyt, men blot om at nuancere
det gamle. Derved faar hele Lyrikken naturligvis et Præg af
Ensformighed, som yderligere fremhæves ved, at Digtformerne er
saa stereotype. Saaledes som den er, tilfredsstiller den imidlertid
Orientalernes æstetiske Trang. Det er ikke en Ørneflugt over de
store Vidder, det er en sagte, monoton Vuggen paa kendte, kære
Bølger. Orientaleren kender ikke til den rastløse Jagen efter nye
og originale Emner, han vil blot frydes ved de gamle og dog
evig unge Stemninger, som hans Forfædre i Aarhundreder har
glædet sig ved. Det er naturligvis først og fremmest Kærligheden,
og da næsten altid den ulykkelige, ubesvarede Kærlighed, der
koster Strømme af Taarer og Hjerteblod, den smægtende Længsel
efter Kvinden med det haarde Hjerte; „ingen knust Genstand duer
til noget, undtagen et Hjerte, thi jo mere knust det er, des mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
