Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Fortællinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
Fortællinger
Skæbne. Hun vil ikke tro paa Arvelighed, ikke sløjt give efter for
Forholdene, ikke kaste Ansvaret fra sig og glide med Strømmen.
Paa det, som er gaaet i Stykker i Hjemmet, vil hun ikke lappe,
men ubarmhjertigt se det, som det er, og udlevere det til Verden;
men sig selv vil hun redde ud deraf, for sig selv vil hun tage
Ansvaret, og hun vil ikke være ulykkelig — kan man begribe, at Folk
gider være det? Mærker hun, at hun selv eller nogen af hendes
Omgivelser er paa Veje til „at tude", skingrer hun en kaad
Vittighed ud. Opkrøben paa Apotekets Disk sidder hun og kvikker den
halvgamle Provisor op med sine lystige Indfald; Veninden Thora
trøster hun med Galgenhumor i hendes hjemlige Ulykker og
Kærestesorger; og i ovenud Oprømthed trækker hun blank for Søsteren og
Veninden og forarger dem ved sine ujomfruelige Kynismer.
Hvor hun gaar ud mellem Mennesker — og dygtig tager hun
fat paa at arbejde og frejdig paa at elske — dér tager hun med sig
en uforknyt Vilje til ikke at lade sig gaa paa og ikke lade sig bøje
en Tomme og en uforsonlig Vilje til at se enhver Ting grusomt sandt,
lige i Øjnene. Fra Moderens Morfindrømme, fra den ældste Søsters
Romanfantasterier har hun drukket sig — om man saa tør sige —
nøgtern for hele Livet. Og med Grusomhed spidder hun de
Mandfolk, hun møder, paa sin Iagttagelses Syl, med guddommelig
Respektløshed klæder hun „Kvindens Hoved" af. Det kribler i hende,
naar hun er sammen med en af „Damebuksebøgernes" Forfattere, og
con amore kradser hun ned, i Venindens Navn, et Svar paa hendes
symbolistiske Vens Udgydelser. Og hendes egen Ven, hendes kære,
store, kønne Mandfolk — hvor kan hun ham straks ud og ind,
med hans Dumhed og Plumphed, den fede, dovne, selvtilfredse
Stemme, der kommer inde fra Tænderne, som om alt, han sagde,
var en Hemmelighed, ... hans andægtige Udtryk, som bragte han
en stor og kostelig Gave, da han endelig, ude af Stand til ellers at
faa Fingre i hende, maa beslutte sig til at fri, ... hans Raadløshed
over for Ironi — det var som naar man tegner en Kridtstreg om
en Høne og den blot stirrer og stirrer paa Stregen og ikke véd sit
Raad for at komme over den.
Instinktsikker er til Gengæld hendes medfølende Forstaaelse for
alle de Kvinder, hun ser om sig, ilde tilredte af Livet . . . den
trodsig ulykkelige gifte Søster og den triste gammelkloge,
romanskrivende Siegfriede, . . . den store, tunge Veninde, der snart vil
gaa som „Gratispige" fra Haand til Haand . . . den halvgamle Fru
With, som lærer hende de hundrede Lattre, bag hvilke hun véd at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
