Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Brøchner og Molbech
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420
Brøchner og Molbech 424
Intet var alligevel hans Natur fjernere end Kvietisme. Han var
helt igennem Viljesmenneske. „Trodsig", „stolt", „paalidelig" er
hans Yndlingsros i Breve. Han kæmper mod sin Sygdom, trodser
Teologernes Modstand og „Ateisme"hadet, som tidlig mødte ham,
stiller sin steile Foragt imod alt lavt og usselt og værger sin
kritiske Forskerfrihed mod enhver Indskrænkning. Over for den vege
Molbech, der svælger i Ønskernes Mulighed, henviser Brøchner til
Viljen som den eneste Virkelighed, som den Staalfjeder, man har
i sig og som „til Nød kan bære en Verden op"; „det er dog
Viljen," skriver han „der er den magiske Magt, som holder hele vor
Eksistens sammen, der gør alt, hvad den berører, uendeligt, idet
den gør det til en Opgave, en Pligt, den er den „ædle Tinktur",
hvorefter man ledte i Middelalderen, der forvandler det simpleste
Stof til rent gediegent Guld". Han var helt Pligt- og
Principmenneske. Blot man saa’ hans ranke, stive Figur i den pillent
ordentlige Dragt, hørte hans enstonig pertentlige Foredrag, læste hans
renlig korrekte Skrift, følte man, hvor ordnet og reguleret alt i
ham var under Fornuftens Bud. I stort og smaat var han den
samme nøjeregnende, punktlige Samvittighedsfuldhed. „Jeg maa
betragte det som en Pligt," skriver han til en Ven, „og naar det Ord
„Pligt" kommer frem, saa er Dommen fældet i sidste Instans." Eller
et andetsteds: „Dril mig kun med den Brøchnerske Stolthed.
Brøchner véd nok, at han laboreres af denne Stolthed, men han véd
ogsaa, at hvad der ser ud som Stolthed af og til kan være
ubetinget Respekt for, hvad han har begrebet som sin Pligt og for
hvis Skyld han ser ned paa Klogskabshensyn og desl." Følelsen
af at have villet, hvad han saa’ som det rette, det var den
beskedent stolte Bevidsthed, som bar hans Liv og hans Forskning.
„Skulde jeg," skriver han til Molbech, „tage fejl af Maalet og Vejen,
ét beholder jeg saa dog, hvori man ikke kan tage fejl: det at have
villet og den Idealitet, som ligger deri."
Nutiden, som ikke længer læser Brøchners Bøger, vil fra nu
af altid af disse Breve kunne faa et personligt Indtryk af den
Mand, som har opdraget den fri Forsknings Mænd. Og ved
Vennebrevene vil Molbechs Navn være knyttet til ham, som det altid
vil forblive en Ære af være bleven kaldt Ven af.
Vald. Vedel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
