Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
502
Teatrene
som Garøe slog Rynker paa Panden og missede med Øjnene — han er
i det hele, hvad vel ingen kan undre sig over, ved at lægge sig en Del
Manerer til — men var jo ellers saa epigonspinkel og uskyldigt egoistisk
i sit Greb efter Livet, som denne Elsker er ment. I det ydre stod de
tre helt godt sammen — de to unges naive Livstrang mod den ældre
Mands bitre Kulde som et Par hvide Sommerfugles Leg under Skyggen
af en Granskov.
Disse to Skuespil, hvoraf altsaa det første var til Skuespillernes, det
andet til Digterens Ære, blev da dette Foraars Begivenheder.
Overfor Sudermanns Livet leve forholdt Publikum sig noget
fremmed. Det var unægtelig ogsaa adskilligt vanskeligere at overføre paa
Dansk end det engelske Lystspil. Det smager helt igennem af
Oversættelse. Man har Indtryk af, at man bliver snydt for det inderst
ejendommelige, Prikken, baade ved Interiøret og ved Figurerne. Se f. Eks.
Hr. Neiendams Kellinghausen. Kolerikeren, Slagkraften, Aaren i Panden
var der, men hvor var Löwenbräu-Saftigheden — man skulde forsværge,
at denne Mand nogen Sinde havde dyppet sit Skæg i et Ølkrus. Ellér
Fru Hennings’ Adieu, Tag! da hun før Slutningseffekten trækker
Gardinerne for Vinduet Det er slet ikke til at sige paa Dansk og Oversætteren
havde vistnok gjort rettest i at foreskrive en Pause i Stedet1).
I al Fald maatte det siges af en helt anden Figur. Fru Hennings
var atter helt — Fru Hennings: paa Højden af sin Kunst, med al sin
Personligheds Varme. Der er i hende en Evne til at fremstille Kærlighed
paa en ægte Maade, som er det eneste Forsvar, hendes Kunst behøver
overfor baade kristelige og ukristelige Dagblade. Naar Fru Hennings siger
ret af Hjertens Værk, at „selv om det saa skulde hævne sig, saa" osv.
og Hr. Liebmann svarer med et Skuldertræk, saa er hun — Kvinden —
Livet og Retten, og Manden er kun et kønt Skuldertræk. Man tror
hende. Det gjorde intet, at hun i sit Forhold over for Elskeren var saa
rent hustruelig, da det ejendommelige ved dette Kærlighedsforhold netop
er, at Beate først over for Elskeren ret har været Hustru, værgende og
vaagende. Det gjorde heller ikke saa meget, at man efter dette betagende
Indtryk af Liv og Varme fik en Ettersmag af Kunst, thi saadan er
Sudermann og Beate — som naar hun efter nogle vise og virkelig moderlige
Ord til den unge Mand, som hun betror sin Datter, siger: »Lad der være
hellig Stilhed („Weihe") om Jer!" og synes saa godt derom, at hun
gentager det. Moderkærligheden plejer ikke saadan at smage paa
Vendingerne. Men det var naturligvis ikke rigtigt, at vi i Stedet for denne store
blege Rose, denne det 20. Aarhundredes Kvinde med Lionardosmilet og
l) Det er i del hele taget forbavsende, saa lidt Skuespilforfatterne benytter
den Virkning, der paa Teatret kan naas netop ved at der ikke siges noget.
Hvor meget nydeligere vilde det f. Eks. ikke have været virket i Canla, om
Alv blot ved et Blik — et Kvindeblik, der med et Gliml brød ud af
Forklædningen — havde faaet Kathrine til at forstaa, at han var en Kvinde, i Stedet
for denne pedantisk grundige Demonstration med Haanden paa Brystet og
medfølgende Forklaring. Saaledes var ogsaa i Da vi var enogtyve den
henrykt-kejtede Maade, hvorpaa Dick til sidst knugede sig ind i Phyllis Anne meget
niere sigende end det gentagne Jaj-æl-sker-daj.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
