Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Ch. Nielsen: Valdemar Rørdam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valdemar Rørdam
169
I „Gudrun Dyre" er Skildringen langt fyldigere.
Majnattens lune Dæmring
med Duft af Løv og Muld,
hvid Damp står over Engen,
Sølvglans på grønne Marker,
hos Moderfåret sover
små Lam med sølvhvid Uld,
på Toften står en Hest vågen,
hrimmer svagt og sparker,
og Tøjrets Ringlen høres
langt ud i lydhør Nat,
mens Kukmanden kukker
og Nattergalen klukker
fra Dybet af det blomstrende
drivhvide Slåenkrat.
Skønt dette sidste Billede er gjort med langt større Virtuositet
er der ingen Tvivl om at det første gør dybest Indtryk, fordi det
er smeltet sammen til en Stemningsenhed, i hvilken de udhævede
Ord danner Grundtonen. Ogsaa disse Linier har faaet deres Farve
fra den, der skrev dem. Da Læseren imidlertid forholder sig paa
lignende Maade til Kunsten som Forfatteren forholder sig til Emnet,
er Følgen deraf, at Rørdams Digtning i højere Grad taler til vor
Smag end til vort Væsen.
Det store Forraad af Synsindtryk, han i Kraft af sin skarpe
Iagttagelsesevne sidder inde med, sætter ham imidlertid i Stand til
paa anden Vis at levendegøre, nemlig ved at personificere de store
Naturmagter. Man maa vel skille denne Proces fra Besjælingen.
I sidste Tilfælde ligger det aandelige Centrum hos Forfatteren,
medens der i første Tilfælde snarest er Tale om at forme noget
allerede virkende end om at puste Liv i det døde.
Ved Hjælp af al den Virkelighed, han har suget ind gennem
Øjnene, formaar han at materialisere det usynlige, erstatte
Hørelses-indtryk med Synsindtryk, som, naar han sammenligner den Elskedes
Sang med en Due, der leger under Himlens Blaa, eller med en Pil,
der stiger og sænker sig i hans Hjerte.
Men langt mere storslaaet møder denne Evne os i hans
Forhold til en Naturmagt som Vinden. Mere end noget Lydindtryk
vilde formaa, overvælder det pludselig at staa Ansigt til
Ansigt med den.
På Højene ligger Blæsten,
der hviler den vældige Rytter.
Han fryser, hans Kjortel er våd af Dugg,
han ser til sin Ganger og lytter.
Den knappe Sikkerhed, hvormed Skikkelsen er gjort, forøger
endnu mere den Uhygge, der griber En ved at møde den i en Egn
af Bevidstheden, hvor den ikke hører hjemme. — Mere stor-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
