Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Swane: Vers - Der drager igennem - Mogens Falck: Menneskene. Uro. Mit Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vers
733
Det er, som jeg var i Mulde
og kunde en Haand ej røre.
Mit Liv det farer forbi, forbi,
og Tomheden staar i mit Øre
Sigurd Swane
MENNESKENE —
URO
Hvor er hun gaaet hen? — hun gik vel hen til ham,
som brød vort Samlivs Stilhed, brød den uden Anger.
Hun gik vel hen til ham, som tog om hendes Hjerte,
det eneste, jeg af min Gud forlanger.
Hvor er hun gaaet hen? — I denne Kulde gaar hun ej paa Gaden.
. . jeg læser det i hendes blanke Øjne–
jeg venter, til hun kommer hjem iaften.
Jeg læser Sandhed dybt i hendes Øjne;
de er saa blanke, de er uden Løgne.
Gik hun mon hjem til ham?
og sidder hun endnu hos ham og taler . .
Nej — jeg tør ikke tro mit Hjertes Banken — —
jeg tror, hun sidder blot hos ham og taler —
... Jeg venter, til hun kommer hjem iaften,
men spørger ikke, hvorfor hun er gaaet!
Jeg lader, naar hun kommer hjem iaften,
som om jeg selv er kommet silde hjem;
— saa tror hun, jeg har ingenting forstaaet . . .
Jeg ser hver Dag, hun længes, jeg skal gaa;
hun ser til Uret, hvis jeg tøver længe.
— Hun ved, at jeg vil aldrig spørge Pigen,
om hendes Frue sidder stadig hjemme . . .
— Jeg ser i hendes Øjne, hvad jeg saa,
og hører, hvad jeg ved, paa hendes Stemme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
