Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Troen paa Naturen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21 Troen paa Naturen
.Livet kan ikke synde, Livet er almægtigt. Livet er evigt." —
Amen.
Zola lader sin lærde Doktor ydmyge sig mere og mere over
for Naturen og opøve sig i at ville, hvad den vil. Syg af Sorg og
Savn vil han ikke længer gøre Oprør mod Lidelsen, — han som før
havde søgt at formilde Lidelsen gennem Lægevidenskabens
smerte–tillende Midler. Alt hvad Naturen gjorde, var formodentlig godt.
Naturen og dens Liv var ufejlbart, impeccable. „Den eneste Visdom
er ikke at gribe ind, men at lade Naturen gaa sin Gang."
Imidlertid var det ikke muligt for Zola eller nogen anden i
Praksis helt at gennemføre den fuldstændige Gudhengivenhed lige
..ver for Naturen. Men hvilken troende har ogsaa kunnet leve helt
•rfter sin Tro? Sikkert er det, at Troen paa Naturen øvede en
"vermaade stor Indflydelse paa hele den naturalistiske Kunst. Man
-ygte eller Evne at finde alt lige naturligt, det høje som det låve.
Især fandt man rigtignok det, som vi i Almindelighed kalder det
låve. naturligt Det låve var bleven altfor meget overset af
Digterne. Det var ikke bleven tilstrækkelig belyst. Blufærdigheden
havde vægret sig ved at drage det saakaldte låve eller smudsige
frem i Digtningens fulde Lys. Men Blufærdigheden kunde
overvindes, naar man satte sig paa et højere Standpunkt og saa alting
„ovenfra*, fra Naturens Standpunkt. „I Naturen er der intet Smuds",
havde jo Taine sagt Det blev i lang Tid en Hovedopgave for
Digterne at fremstille dette Smuds som den naturligste Ting af
Verden. Det blev paa en Maade en religiøs Pligt. Før havde man i
Digtningens Verden villet skjule noget af Naturens, den ufejlbare,
den hellige Naturs, Værk. Men nu skulde netop det, man før havde
villet gemme bort, drages frem i Forgrunden. Det fik ikke hjælpe,
om „Borgerne* blev forbløffede. Eller rettere: Saa meget desto
bedre! Det vilde være morsomt at forbløffe Spidsborgerne, épnter les
ixiuryoi*. Og det vilde være modigt, da Borgerne naturligvis vilde
blive rasende.
Blot én Ting glemte man. Man glemte at spørge sig selv,
om ikke Blufærdigheden — naar den ikke overdrives — kan være
et værdifuldt Instinkt, siden „Naturen", den altvirkende, har
arbejdet i adskillige Tusind Aar paa at udvikle denne Drift især hos
den ledende Del af Menneskeheden. Utvivlsomt er det et forholdsvis
ungt Instinkt i de levende Væseners Historie. Men alle Instinkter
er jo engang blevne til. Og at et Instinkt er blevet til i en
forholds-\is sen Tid. tyder snarest paa, at det hører hjemme paa et for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
