Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Livets Ironi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Livets Ironi
119
var et underligt Diskussionsemne at vælge, — saa meget mere som
dets Vanskelighed ligger i, at det er af stærkt personlig Art. Imidlertid,
jeg har ofte erfaret, at det kan være lettere fra en Talerstol at
udtale sig om vanskelige Ting af den Art end i en privat Samtale.
Den lille Afstand fra Talerstolen ned til Tilhørerne virker ligesom
et Slør, et Flor, bag hvilket et Menneske ofte friere kan aabne for
sit Indre end i privat Samtale, — og uden at hans Medmennesker
derfor kan glo ham ind til hans Hjerterødder. Og hvis ellers Folk
kan faa Munden paa Gled angaaende det Spørgsmaal, jeg tænker
paa, da skal Svarene sikkert ikke blive ensformige eller trættende;
thi just paa Grund af dets personlige Art, vil enhver give sit
særegent modificerede Svar derpaa, — med mindre da han
udtrykkelig har ladet sig det binde paa Ærmet og lært det udenad. Dog,
dét barde jo være under frie Tænkeres Værdighed, hvad enten de
er Fritænkere eller ej.
Vor Erkendelse er med Rette bekendt for at være en saare
mærkelig Ting. Noget af det mærkeligste ved den er næsten det,
at den ikke paa Forhaand og fra først af indgyder os Mennesker
Frygt. Det er dog store Lidelser, den kan paaføre os og altid vil
paaføre vaagne Mennesker. Jeg tænker endda ikke særligt paa de
Vanskeligheder, som Erkendelsen kan paaføre religiøse Mennesker
med Hensyn til de særlige Troslærdomme, som de hylder. Det er
ikke de værste. Nej, de Vanskeligheder, som Erkendelsen bringer
alle i, — de er saa store, saa jeg slet ikke ser, hvorledes man
kan komme over dem ad naturlig Vej. Den er jo som Dynamit,
Erkendelsen, at gaa med inde i Hovedet; den kan pludselig sprænge
den timelige, begrænsede Tilværelse, hvori vi færdedes, saa
Uendeligbeden strømmer ind over os gennem alle Himlens og Jordens
Sluser og bortskyller som et Intet den Verden, vi kaldte vor egen.
Der er dog saa meget andet, som Livet og vore Drifter og
Anlæg fører os ind i, — hvor vi straks har en Anelse om de
Lidelser og Vanskeligheder, som i hvert Fald kan følge dermed og
deraf. Undseelsen, som er forbunden med al Erotik, selv de
svageste Antydninger deraf, advarer os jo i en meget tidlig Alder
med Hensyn til denne Drift, — siger vor Følelse, at den kan føre
baade til ondt og godt. Vreden, denne eksalterede
Selvhævdelse, som kan være meget stærk hos Børn allerede, skjuler
egentlig slet ikke sit farlige Væsen for os. Barnet føler godt, idet det
styrter sig ud i sin Hidsighed, en Art angstfuld Svimmelhed, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
