Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Livets Ironi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Livets Ironi
129
Som Indleder har jeg dog maaske den Pligt, først at
fremkomme med mit eget Svar. Jeg maa ikke fortie, at jeg anser
den deri antydede Løsning for den eneste mulige; men jeg har da
heller ikke selv opfundet den.
Naar jeg før talte om, at paa Livets Rejse kommer vi
Mennesker aldrig Maalet nærmere, fordi Maalet — først synes at vige,
og til sidst viser sig at være en Indbildning hos os selv, da er
dette kun et Billede, ligesom alt andet, vi vil tænke os om
Forholdet mellem det begrænsede og det uendelige. Der bruges ofte
et andet Billede til at udtrykke det samme Forhold: Vi Mennesker
siges ved vort Arbejde, vor Udvikling at frembringe dot
fuldkomne, det absolutte; „Gud er i Vorden;" den uendelige Udv ikling,
set under ét, er Gud, det absolutte. — Ogsaa efter denne
Betragtning mangler Maalet. Thi selv om man vilde lade det gælde, at
Gud er ét med det uendelige Hele, saa bliver Resultatet for os
begrænsede Væsner det samme. Vort Arbejde, vor Udvikling kan
aldrig blive til mere end noget til noget: men hvad noget til
noget giver til Facit efter Forløbet af en uendelig lang Tid, det
kan umulig interessere os, — mig i hvert Fald ikke. Thi „om
uendelig lang Tid* er paa almindelig Dansk ganske det samme
som aldrig. Vi kommer da heller ikke efter denne Betragtning til
nogensinde at blive delagtige i det absolutte, opleve det
fuldkomne. Og — Uselviskhed kan være god til Tid og Sted, men
jeg for min Part vil dog sige, at kommer ikke jeg selv med til
dét Gilde, saa bryder jeg mig Fanden om hele Udviklingen.
Nej, man maa tænke sig Sagen paa en anden Maade, og helst
tro derpaa, hvis man føler sig foranlediget dertil: Det evige,
det fuldkomne er til i Forvejen, fra Evighed; det er ikke
os, som skal frembringe det. Vor Ulykke er den, at vi er bleven
skilte derfra: vi befinder os som Fisken, der er kastet op paa
Strandbredden og gisper efter at komme ud i sit Element, det
store Hav. — Det kan holde haardt nok for os at komme Vejen
over, da det formentlig er ved egen Skyld, vi saaledes er blevne
isolerede; det kan, efter kristen Tankegang, kun ske ved
overnaturlig Hjælp. Men Vejen til Maalet er ikke uendelig; man kan
sige: den er nogle Alen, eller den er nogle Tusind Mile, eftersom
man er oplagt til; men uendelig er den ikke; den fører virkelig
til Livet, og kaldes derfor ogsaa Livets Vej.–—
Tilskue ran 180«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
