Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Livets Ironi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130
Livets Ironi 130
Man kommer gaaende en Sommerdag ned igennem Klitten,
vadende igennem Sandet, glidende et halvt Skridt tilbage for hvert
Skridt, man tager frem. Man synes, næsten ingen Vegne man
kommer; dog maa man indrømme, at fremad gaar det; engang
maa man komme igennem, selv med en saadan Sneglefart.
Ved en Drejning af Stien imellem Klitterne, aabner Udsigten sig
pludselig; og man ser Havet: stille, strengt, graablankt, fyldende
Rummet mellem Jord og Himmel, det samme lige før jeg saa det,
det samme for tusinde Aar siden. — Og alt dette voldte de sidste,
langsomme Skridt igennem Sandet. — —
„Livets Vej" kaldes det, men kunde ogsaa hedde „Livets
Maade." Thi det er en egen Maade at forholde sig til Livet paa.
Forening i Stedet for Adskillelse. Hvad der vindes paa Livels Vej
og efter Livets Maade, ogsaa her paa Jorden, det er vundet for
bestandig, det er unddraget Livets Ironi. — Men for Forstanden
er Livets Vej ikke mindre ufremkommelig, end den uendelige Vej
er det; thi den spærres af Underet.
Man ligger syg i sin Seng og føler sig udelukket fra alt,
indestængt, fængslet i denne snævre Stue. Saa beder man en, som
er til Stede, om at trække Gardinet lidt til Side. Og udenfor
staar det blaa, uendelige Himmeldyb, hvis Lysbølger har ingen
Strandbred, men skyller ind overalt, hvor Rummet er aabent, ind
i Hjertet, hvis det staar aabent, og tager med sig tilbage i Dybet
al indestængt Længsel, forener alt det syge Enkelte med det evige
Hele. — Men hvis var den elskelige Haand, som drog det
Forhæng bort? Det véd Forstanden ikke. — — —
Ad Livets Vej vil den Kristne altsaa søge sit Maal, et saadant,
som ikke forvandler sig til intet, saasnart det er naaet; et Maal, man
ikke kan komme bagved, fordi det viser sig at være ét med den
Himmel, mod hvilken man paa Afstand saa’ det. Ad den
uendelige Udviklings Vej vil den Kristne derimod ikke søge noget Maal;
han vil gaa frem ad denne sidstnævnte Vej blot for at gaa
fremad; fordi det en Gang er en Livsbetingelse for Mennesker,
dette, at gaa fremad, gaa videre, højere! — Det maa ogsaa fra et
almindelig menneskeligt Standpunkt anses for det afgjort heldigste,
om man kan se paa, vurdere, den uendelige Udvikling, omtrent
paa samme Maade som man ser paa Aandedrættet. Man bilder
sig jo ikke ind, at man skulde have det bedre ved Aften, end man
havde det om Morgenen, skulde have naaet noget Maal, fordi man
i Løbet af Dagen har draget Vejret saa og saa mange Tusinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
