Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valdemar Rørdam: En Stump Selvbiografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Stump Selvbiografi
135
At jeg et Par Aar senere, som 12-aarig, følte mig skabt til
Digter er sikkert nok. Dog havde jeg ikke fundet mit rette Kald
uden gennem smertelige Afslag, efterhaanden som mine Evners
Begrænsning tvang mig til at anerkende uoverstigelige Hindringer.
Kun modstræbende gav jeg Afkald paa Sankt Peters Stol; men
trods de 11000 Værelser kunde jeg ikke udholde den
Indespærring i Vatikanet. Og Kejser? Ja, det vilde Kampmod havde jeg,
men jeg var for tyndbenet, ikke stærk nok. Trin for Trin steg
jeg ned gennem Middelalderen og den nyere Tid, Konge, Hertug,
Jarl, Greve og Baron. Dybere vilde jeg ikke synke. Saa hellere
med et rask Tag afkaste al verdslig Herlighed og i Stedet for
Guldkronen gribe Kunstens tornede Rosenkrone. Christian
Winther og Holger Drachmann, var de ikke Drømmekonger og
Skøn-hedsfyrster, Aandskirkena Herskere, Poesiens hellige Fædre?
Mine Sange skulde dufte sødere end Winthers, bølge stærkere
end Drachmanns. Jeg gik under Sorgenfris Bøge og skøjtede over
Søerne med en stor Fremtids Anelser over mig. Danmarks Tunge
vilde jeg være; min Mund og mit Hjerte, de gjorde en Pagt. Ak,
det kom anderledes, og blev mindre. Det blev ikke Danmarks,
men mit eget lille Hjerte, jeg gjorde den Pagt med.
Foreløbig ventede jeg taalmodig. Hvad jeg lavede af smaa
Rimerier nu og da, regnede jeg ikke, var ikke saa dum at
forveksle dem med Fremtidens Stordaad. 4 Aar efter Vendettaen
skrev jeg igen et Digt, ogsaa noget jeg gerne vilde have; jeg
husker et Par Linjer om et bankende, bølgende Bryst; Stavrim
som man ser. Det kostede mig en Mils ydmygende Gang til den
unge Dames Fader; som for Resten tog pænt imod mig.
Med dette Digt var virkelig en af mine Aarer aabnet; sært
nok, at det ikke før var sket. Men min første Kærligheds lyriske
Udtryk var dels for primitivt, dels for indirekte til at medregnes.
Jeg var 5 Aar, Borgmesterens Datter en tyveaarig Ungmø. Min
og hendes Fars Haver stødte sammen, vi stod paa hver sin Side
af Stakittet, hun løftede mig op og kyssede mig, og jeg elskede
hende. Kort efter forestillede hun mig sin Kæreste, en smuk
ung Løjtnant. Jeg gik udenfor hendes Vindue og sang af mit
Hjertes Dyb: Hans Ebbe er en Tysker, jeg vil slaa ham ihjel!
Hans Ebbe er en Tysker, jeg vil slaa ham ihjel! — Jeg var saa at
sige ikke naaet længere end til Omkvædet.
Kun for Fuldstændigheds Skyld nævner jeg det „Du bist mein,
und ich bin dein,* som jeg paa Danseskolen hver Aften hviskede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
