Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Kidde: Smertens Vej
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
686
Smertens Vej
der faldt et Lys over hans Pande som fra en Stjerne — høj, skjult
bag Nattens Mørke.
Saa bøjede han sig ilsomt mod den sammensunkne Skikkelse
ved hans Fod, med Hænderne knuget om det mørke Haar, med
Kys i dets Krøl.
„Ja, Andreas ja, du, som er mig lydig — mod mig selv —
tilgiv — tilgiv, jeg glemte ved mit Bud dine Menneskekaar og dit
Menneskeliv — Andreas, se: jeg tager Korset fra dig — jeg sender
dig fra Bryllupsgaardens Liv og Lyst til Mørkets Huse i Dybet,
jeg sender dig fra Mandens Glædessang med den unge Kvinde i
Favn til Ensomhedens Favntag af Mørke; Andreas, jeg sender dig
fra Bryllupsglæden til Enkegraaden, jeg sender dig fra Sundhed til
Sot, fra Ejendom til Armod, jeg sender dig, som du beder, du tro
Apostel."
To brændende Øjne saa’ op.
„Herre, tak — dér helede du din egen Bygning, nu staar
den uden Revne til evig Tid — med Bryllupsgaarden paa Højden,
hvor de glade synger, med Sorgens Huse i Dybet, hvor de
sorgfulde kæmper — Herre, jeg takker dig, at du gav mig min Lod,"
han bøjede sig og kyssede de hvide Hænder, der sluttede dirrende
om hans Hoved.
Jesus slåp, og den mørke Skikkelse foran ham rejste sig hastigt,
brød tværs gennem Tjørnekrattet, sprang ned paa Stien, og satte
i fuldt Løb bort fra Lyset, nedad mod Mørket, med Kappen
flyvende langt bag efter sig, med udstrakte Hænder, ned mellem de
to sammenbøjede Klippehorn.
Jublen, Dansen og Paukerne gungrede ud fra Dørgabet,
fyldende Himmelrummet med sit Brus.
Men gennem Bryllupsbuldret lyttede Jesus, foroverbøjet, med
Haanden om Klippeblokkens Kam, til disse forunderlige Skridt, der
ilede bort fra Bryllupsgaardens Lys og Lyst til Mørkets Huse i
Dybet — og jublede derover–-
Saa svandt det sidste Fodslag i Hymnerne.
NARDUSSALVEN
Tæt flokkede om Bordet lo alle de brunøjede, skæggede
Ansigter, mens Lysflammerne flagrende hid og did for Pustet af Latter
og Stemmer viftede deres gullige Skær hen over de skyggekastende
Dynger af brunligt Gede- og Faarekød, over hvidtskinnende Ris,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
