Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik Poulsen: Religiøs Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
266
Religiøs Litteratur 266
at de Erfaringer, der for ham er Beviser paa hans Tros Sandhed,
ogsaa kan gøres af Folk af helt andre Religioner. Der gives en Art
hemmeligt Forbund mellem alle troende, uden at nogen af dem føier,
at „Beviset" derved taber i Kraft og Sandhed. Ubevidste, næsten som
mod deres Vilje godkender de selv, at det er Stemningsbølgerne, ikke
det logiske eller historiske Indhold, der er det centrale i Religionen.
Meget af det ovenfor sagte vil Dr. Lehmanns „Mystik* bekræfte
Rigtigheden af. Netop ved Behandlingen af et Tema som Mystikken ligger
Faren nær for Overvurdering af de ensartede Fænomeners Betydning.
Den mystiske Ekstase er i sin Opstaaen og sit Forløb ret simpel, og ikke
blot dens Indvirkning paa de vasomotoriske Nervecentra, men ogsaa dens
sjælelige Grundstemning er overalt den samme. Ja, den fremkaldes endog
af en fælles Idé: Mystikerens Frigørelse fra sit Jegs og Jordelivets Baand
og Forening med Guddommen, en Forening, der bryder alle Skranker
mellem Menneske og Gud. „Men," siger Dr. L. træffende, „fordi to
Kredse skærer hinanden, falder de dog ikke sammen. Hvad staar der
skrevet i den Del af Kredsene, som falder uden for den fælles
Skærings-flade?" Her er vi ved Sagens Kerne. Det er ikke Tilstanden, ikke
Stemningen, men det er Tankerne, der fødes af den fælles Stemning, vi vil
kende og forstaa. Thi da er vi med ét ude i Tankelivets vidunderlige,
vekslende Verden, vi lærer Daarer, og vi lærer Genier at kende, vi er
rigere, naar vor Vandring er til Ende. Vi begynder med Shamanens
larmende Tromme og skrattende Musik, og vi ender i skønhedsbaarne
Sjæles lyse Drømmeslotte, hvor selve det godes og skønnes Idé, hvor
Kærligheden har hjemme, og Længslen faar Fred.
Med stor Finhed har Dr. Lehmann gennemført Opgaven at skildre
disse Mystikere af alle Folk og alle Tider. Men saa flygtigt er Mystikkens
Væsen, med jævne Overgange til stille Naturfromhed og til beaandet Poesi,
at Opgaven at skrive dens Historie umuligt kan gennemføres, uden at
Forfatteren hyppigt staar over for vanskelige Valg. Er f. Eks. Kineseren Laotse
Mystiker? Hans Skildring af: Tao, det ubegribelige, uomskiftelige, det
store gaadefulde, fra hvilket Himlen modtager sin Lov, og som er
Ophavet til alle Ting, lyder jo ret mystisk, men indeholder dog faktisk kun
en naturfilosofisk Panteisme, der minder en Del om Anaxagoras’. Og
denne er trods sin Lære om Nus, Urkraften og Urfornuften, alt andet
end Mystiker. Laotses Teori om Forholdet mellem Stof og Form erindrer
om aristotelisk Metafysik, hans Morallære, der fører til Selvfornægtelse og
Tilgivelse af Fjenderne ganske som Kristendommens viser sig, ret beset,
at være bygget paa klog Iagttagelse af det virkelige Liv. Endeligt er
denne Kineser ganske uberørt af Ekstase og Askese, ja udgiver ikke
engang sin Lære for aabenbaret Visdom, saa det synes egentligt naturligere
at stille ham uden for Mystikernes Kreds, i hvert Fald nok saa meget
som Kristus, som Dr. L. ikke regner blandt disse. Endnu tydeligere er
Forholdet ved Luther, der i mangt og meget er afhængig af Mystikeren
Tauler, som han højligt beundrer. Men hvad er det, han optager fra
Tauler? Det er dennes Forherligelse af Arbejdet og de arbejdende
Stænder, en sund, praktisk Moral, som Luther drager frem i Forgrunden. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
