Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
510
Teatrene
den anden Side Markerne med Aaen, der deler mellem Østerbyen med
dens gammeldags Befolkning og den moderne og opvakte Vesterby. Salen
fyldes efterhaanden af Østerbyere, mest gamle Folk i gammeldags Dragter,
og de købsledklædte og opstadsede ung« Folk fra Vesterbyen. Saa
lukkes Dørene, og Luften bliver tung og kvalm af Mennesker og
Blom-kaalslugten fra Køkkenet: Kulturens Sved og Oplysningens Uddunstning.
Desværre var Iscenesættelsen her ikke ret heldig, især paa Grund af
Menneskematerialets Utilstrækkelighed. De københavnske Statister virkede
ikke mere overbevisende som jyske Bønder end ved andre Lejligheder
som russiske. Det var forskrækkeligt, saa de jydede. Et Par af de unge
Mænd fra Vesterbyen var saa fremtalende, som de var ude at vælge
Borgerrepræsentanter. Oplysningsfolket har det paa en anden Maade, naar
de tager den Slags Næring til sig: det synker i dem.
I anden Akt paa Herregaarden er Atmosfæren ganske anderledes.
Det er Sommer, Havestudørene er aabne, og ude fra Haven og de
modne Marker bagved kommer en Duft, der er „ligesom Naturens egen
Aande". Det er meget vigtigt for at forstaa den Renhed og ufordærvede
Natur, der er over Adelsfolkene paa Søttrup, at man kan sanse den Luft,
de aander i. Det er en naiv, dramatisk Kontrastvirkning af samme Art,
som naar der i „Hakon Jarl" er mørkt og skummelt paa Skuepladsen,
naar Jarlen optræder, men lys Dag og aaben Strand ei. lign., hvor Olaf
færdes. Paa Teatret, hvor Bearbejderen da ogsaa havde spenderet et
helt Stykke af Romanens Lyrik for at fremtrylle denne Atmosfære,
lykkedes det saa godt, at man syntes, at Væveren og Magnus Jensen
ordentlig lugtede ilde i denne rene Stue. Det var netop ogsaa det, man
skulde mærke.
Svagere er Virkningen af og Modsætningen mellem Lokalet i de to
sidste Akter, den tredje, der foregaar i Sognefogdens Storstue med
Grundtvig og — Telefonen paa Væggen, og den fjerde i Grev Trolles
Arbejdsværelse. Fra den første ser man igennem de smaa Ruder ud
mellem Længerne paa Gaardspladsen. hvor Andelssvinene afleveres, fra
Grevens Værelse ser man gennem et højt Baggrundsvindu Rummet aabne
sig eller ligesom rinde ud i det sørgmodige Aftenlandskab, hvor Solen
gaar ned bag ved Søen. Det er i den Sø, Grev Trolle gaar ud og
drukner sig.
Alt i all er der i disse fire Akter Anledning til en Scenekunst, der
aabenbart har virket lige forfriskende paa Iscenesætteren, Skuespillerne og
Publikum, som ellers er vant til at flytte rundt med Møblerne i
Etats-raadens Dagligstue.
Men det er naturligvis ikke blot dette, der gør det til noget af en
Begivenhed, at en Forfatter som Jakob Knudsen har faaet Publikum paa
det københavnske Teater.
Der er den Mærkelighed ved Jakob Knudsen, at han som Forfatter
er kommet to Gange til Verden. Han har debuteret to Gange. Første
Gang var det „historisk" med et Skuespil „Cromwells Datter", som nok
ikke gjorde megen Virkning paa Folk, siden han var ganske ukendt i alt
Fald her i Byen, da han et Aar efter udgav sit andet Digterarbejde — i
Mellemtiden var udkommet et lille Bind „Christelige Foredrag" — For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
