Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tekla Griebel-Wandall: Forbi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forbi
635
Derfor er Maj saa vanskelig at komme over; den er for lys.
Og saa denne lette, gyldne Glans, der allerede omgiver Navnet
„Maj"! —
Jeg véd ikke hvorfor, men Solsortens Toner kan jeg aldrig
taale. —
Nej, det var ingen Taare; jeg græder ikke; jeg tænker kun
paa Solsortens korte Visestumper — som kan faa de brustne
Strenge til at dirre, saa der lyder en ganske stille, graadkvalt
Harmoni — herinde. Den bliver der hele Natten, for det vil
slet ikke blive mørkt. Det er ligesaa slemt som den sagtnende
Vinds Jamren i Sprækkerne her i Huset. Jeg kan nok døje
Stormens Basunstød og Sneens Tavshed, men denne lille, lille Lyd er
ikke til at udholde.
Jeg har for Resten digtet et Eventyr om den. Vil du høre det?
„Vanviddet kom og bankede paa hos en ulykkelig, hver
Eftermiddag i lange Tider. Det sneg sig gennem Byen, gik ikke
som Mennesker ad Fortove og banede Veje, men gled tværs hen
over Torve, op over Huse, gennem Gaarde og Kældere og Haver
— altid i lige Linie til det samme Hus og den samme Dør, indtil
der endelig blev lukket op. — Det greb sit Offer, førte det bort,
trak det med sig, slæbte det over Mure og Grave, gennem Kirker,
under Hestehove og Jernvognes Hjul, gennem Tjørnekrat og Søer
— til den store Ørken, hvor aldrig nogen Fugl har tabt noget Frø,
hvor aldrig noget Dyr har aandet, hvor aldrig Solen har skinnet,
end ikke bag Skyer og Taage, og Vinden aldrig løfter et
Sandskorn op fra Jorden.
Der var Vanviddets Hjem! Derhen førte det sin Brud!
Der kastede det sig over hende og sugede alt hendes varme Blod
ud, og hendes Sjæl og Tanker, til der ikke var andet tilbage end
en usselig, lille bitte Skikkelse, ensommere end selve Ensomheden,
for den har dog Stjerner og Sange; men denne udtærede sidder
kun og rokker og klager sig — hver Gang Vinden lægger sig,
hører man denne ynkelige, tynde Jamren. — Og den kan ikke dø,
for den har hverken Blod eller Liv eller Sjæl.
Men Vanviddet er blevet saa stærkt og stort, at det fylder
hele Ørkenen."
Jeg har jo sagt, du maa ikke være saa alvorlig; le hellere!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
