Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Emile Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
736
Émile Verhaeren
der har udtømt Livet. Selv i de allermest fantastiske af disse
Historier er hans Sanser saa levende med i det han beretter, at man
meget hurtigt kommer ind under en fuldkommen Illusion. Han
er Troldmand i Fantasmagoriets Kunst.
m
Det andet Hovedparti i Verhaerens Digtning er de tre rent
personlige Samlinger Ira 87—90: Les Soirs, Les Debåcles og Les
Flambeaux noirs. De er frembragt under en aandelig og legemlig
Sygdom skrise og de er som en eneste lang og saare smertelig
Enetale. Der aabenbarer sig gennem disse Bøger en Sjæl, der er
forpint indtil Afsind og som ikke véd noget andet Middel til at
udholde Tilværelsen end at udforske sin Sygdom, følge dens Gang og
til sidst bestandig at hidse sin egen Lidelse. Alt - opfatter hans sygt
spændte Nerver med en grusom Skarphed. Hele den Natur, han
sanser, smittes af hans Smerte. Alt vaander og vrider sig i Kval.
Det er vanskeligt, tit umuligt, at give et Indtryk af de
spøgelsesagtige Skær, hans Hallucinationer lægger over Virkeligheden . . .
Han sidder ved sit Vindu en Søndag Aften og hører paa de
drøve-lige Viser, Folk gaar og nynner paa Landevejen, Viser med gamle
Omkvæd og hinkende Rytmer. I Hytter lukker man Døre og
Skodder til, de udstøder Smerteskrig ligesom Mennesker. Saa
fyldes Markerne af Nat, og ingen ses mere paa Vejene, og der er
i Horisopten intet andet end Ensomheden og de lange Skyer, der
sejler og sejler bort ... Aftnerne synes ham korsfæstede paa
Horisonten, det bløder ned i Sumpene af deres Smerter og Saar, i
Sumpene, der ligger som Spejle for at gengive Aftnernes Martyrium
. . . Men andre Aftner drager den blide Fjernhed i Tusmørkets
Dyb ham mægtigt til sig med sit Ansigts døde Øjne og leder
ham ind i lange Drømmeriers Labyrinter . . . Naar den
stjerne-kolde Vinterhimmel, uendeligt utilgængelig for Menneskets Bøn,
størkner alt i sit Spejl, naar Frosten bider og knuger alt, da føler
han i dette Sneens Rige sit Hjerte skrues sammen, og der griber
ham en Angst for pludseligt at møde en iskold og straalende Gud
. . . Møllens Vinger drejer i Aftnens Dyb ganske langsomt mod
en Himmel fuld af Sørgmodighed, og dens Sejl er trist og slapt og
tungt og træt. Lige fra Morgengryet har dens Arme rakt sig ud
og er faldet tilbage, og nu i den sorte Vinteralten falder de stadig
tilbage. Skyerne er trætte af deres Rejser, og Hytterne ude over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
