Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Gjellerup: Paris’ Belejring i Krigen 1870—71
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
898
Paris’ Belejring i Krigen 1870—71 898
færd — navnlig fordi han havde forsøgt at fremtvinge det
øjeblikkelige Bombardement ved at sige til Kongen, at Stemningen i
Berlin var saa opbragt, at man maatte befrygte Uroligheder — en
Overdrivelse, som han endnu samme Dag maatte afdæmpe.
Spændingen mellem den politiske og den militære Leder var
i Begyndelsen af det nye Aar bleven saa stærk, at Kronprinsen
gjorde et Forsoningsforsøg, idet han indbød dem begge d. 9. Januar,
da Beskydningen af Forterne allerede havde varet i fem Dage.
Moltke kom øjensynlig ugerne, Bismarck gerne; Moltke kom
punktlig, Bismarck for sent. Bismarck gik straks offensivt til Værks,
han udøste sit Hjerte, erklærede sig ogsaa imod Troppernes
Indtog i Paris og gentog den gamle Bebrejdelse, at man overhovedet
ikke burde have indladt sig med Paris. Dermed havde han lettet
sit Hjerte og var munter og snaksom ved Bordet. Men han havde
grundig ødelagt Moltkes Lune; i en ophidset og til Overdrivelse
tilbøjelig Stemning erklærede denne over for Kronprinsen, der vilde
lægge et godt Ord ind, at han var Kongens militære Baadgiver og
ikke havde andre Pligter at opfylde. „Naar Kongen befaler, at
jeg skal gøre ham Forslag paa Grundlag af nye Forhold, saa vil
jeg udarbejde dem. Men saa længe Kongen ikke befaler anderledes,
bliver jeg ved min Anskuelse og vil ikke lade mig forvirre i den
af Grev Bismarck." Irritationen maa gaa meget dybt, naar en
stor historisk Personlighed for at indtage et uanfægteligt
Standpunkt lader sig foranledige til at nedsætte sin egen Betydning
saaledes, som Moltke her gør det. Blumenthal bad engang
Kronprinsen erindre, at han (Bl.) var hans Generalstabschef og ikke
hans Adjudant; men her kan man næsten sige, at Moltke
glemmer, at han er den øverste Krigsherres Generalstabschef og gør
sig til hans Adjudant.
Imidlertid havde, som alt bemærket, Beskydningen taget sin
Begyndelse. Roon havde haft sin Juleglæde: „Nu er endelig
Modstanden mod Bombardementet brudt; i Dag har jeg overtalt
Kongen til at lægge hele dette Anliggende i bedre Hænder." Det var
Prins Kraft zu Hohenlohe-Ingelfingen og General Kameke, der
nu skulde lede Angrebet. Med Sydangrebet forbandtes straks
Spørgsmaalet om Stadens Beskydning: Kongen sagde udtrykkelig
til Prinsen, at det var hans Hensigt at gøre den suveræne
Pariser-Befolkning, der havde det afgørende Ord, tilbøjeligere til Fred ved
Faren for et Bombardement, da den ved Gemeringen frembragte
Nød ikke strakte til." Prinsen og Generalen var stillet direkte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
