Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Joh. Jørgensen: Forfatteren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forfatteren
943
kun havde et ganske enkelt Bekendtskab. Paa mit Spørgsmaal, hvem
det var, nævnte han til min Forbavselse et af vore betydeligste Navne;
i et lignende Anfald al Fortvivlelse som den Aften, han søgte mig, var
han ogsaa gaaet op til ham. Forbindelsen var dog ikke siden bleven
vedligeholdt.
Efter nogen Tids Forløb sendte jeg min natlige Gæst hans
Manu-skriptpakke tilbage og ledsagede Sendelsen med en længere Kritik. For
denne modtog jeg en i yderst hengivne Vendinger alTattet Taksigelse.
Derpaa gik der flere Aar, i hvilke jeg ikke hørte til den for sig og sine
saa haardt kæmpende unge Forfatter.
Da fik jeg en Morgenstund et Brev, uden paa hvilket jeg straks
genkendte hans ejendommelig stiliserede Haandskrift. Det var afsendt fra
et københavnsk Hospital, paa hvis Sindssygeafdeling han henlaa. Han
havde atter villet tage Livet af sig, havde denne Gang forsøgt at udføre
sit Forsæt, men da han havde valgt at kaste sig i Sortedamssøen, var
han af tililende Mennesker bleven draget op igen og ved
Politiforanstaltning indlagt paa det nære Hospital.
Da jeg kom ud paa Hospitalet, fortalte den vagthavende Læge mig,
at den ulykkelige unge Mand hele Natten havde ligget i en Slags Vildelse
og kaldt paa mig. Ud paa Morgenstunden var han bleven roligere og
sov nu.
Næste Morgen fik jeg ham saa at se. Det var tydeligt, at han
havde udstaaet megen Nød, siden vi sidst saaes. Det varede ikke længe,
førend jeg opdagede, at hans Bryst var angrebet — naar han trak Vejret,
peb og sang det i ham som i et Orgelværk. Efter nogle Øjeblikkes
Samtale betroede han mig derhos, at hans Hustru og Barnet var rejst
hjem til hendes Forældre i Provinsen, og at Svigerladeren ikke vilde
tillade ham at komme hjem, før han havde opgivet sin
Forfattervirksomhed og var slaaet ind paa en mere indbringende Næringsvej.
„Men jeg kan jo ikke, jeg kan jo ikke", klagede min unge Ven,
„det er jo hele mit Liv at se, at iagttage og skildre. Og jeg ævner
ikke andet, jeg duer ikke til andet."
Jeg spurgte ham om, hvorfor han aldrig fuldendte noget Arbejde
— han vilde da utvivlsomt kunne finde en Forlægger og tjene, om ikke
meget, saa dog noget. Men her gav han mig kun et undvigende Svar,
og jeg følte, at jeg enten stod overfor en Brist i hans Karakter, eller at
han befandt sig under Indflydelse af uheldige ydre Forhold.
Det sidste viste sig at være Tilfældet. Da han var ganske fattig,
lykkedes det ham aldrig at skaffe sig den i hvert Fald temporære Frihed
for Næringssorger, som er nødvendig til en fri og rolig Formning af det
literære Stof. Uafbrudt var han paa Farten for at skaffe sig lidt Penge
— sælge en i Hast fuldendt Skitse her, et Romanfragment der — og
ved disse lidet indbringende Transaktioner spildte han sin Tid. Naar
han saa efter lange Vandringer kom hjem til den ensomme Hybel, han,
efter Familiens Opløsning, beboede, var han for træt til at kunne
arbejde. Sygdommen gjorde vel ogsaa her sit. Saa foretrak han at
tilbringe sine Aftener paa en eller anden billig Beværtning, hvor uheldige
Kammerater brugte hans surt erhvervede Skillinger med ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
