Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. V.: Bidrag til Monrads Biografi. VII. Gejstlig Virksomhed. Sidste Leveaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bidrag til Monrads Biografi •
979
Modgang, og i de onde Dage holdt hun altid Modet oppe trods sin
tiltagende Svaghed. Efter den ovenfor omtalte Operation var
hendes Liv en Række af Lidelser, men hendes Natur var saa
elastisk, at naar disse ophørte for en kort Tid, glædede hun sig
ved Livet og nød i fuldt Maal den Glæde at være kommen tilbage
til sit gamle Hjem, hvortil saa mange Erindringer knyttede sig.
Hun døde allerede i Efteraaret 1871, og uagtet Monrad var
forberedt derpaa, var han dog overvældet af Sorgen. Til den
fraværende Søn i Ny Zealand skriver han om Moderens Død:
„Underligt er det, hvorledet Mindet blegner, de første Dage, ja! de første
Uger var det, som Moder var mig ganske nær; jeg kunde tale til
hende, og jeg var overbevist om, at hun hørte mig; jeg kunde
mærke paa en ejendommelig legemlig Følelse, at hun var mig nær.
Disse Øjeblikke er nu aldeles forsvundne; nu er det egentlig først,
som om hun havde forladt mig, og nu føler jeg mig forladt. Nu
maa man se at gribe an Livet, for at det ikke skal stryge bort
jeg véd jo ikke, hvor mange Aar jeg endnu kan have tilbage at
leve."
Mod Sorgen tog han sin Tilflugt til Bønnen, og i den fandt
han som altid’*Trøst, men Savnet blev tilbage, og for hver Dag,
der gik hen, blev det føleligere. Han havde fra Ungdommen sat
meget stor Pris paa kvindeligt Selskab, og hans lange og lykkelige
Ægteskab havde i den Grad vænnet ham til at have en begavet
Kvinde om sig, der delte hans Sorg og hans Glæde, hvem han
kunde betro sine inderste Tanker, at Savnet deraf efterhaanden
blev ham svært at bære. Dertil kom, at han tillagde en gejstligs
Hustru en væsentlig Andel i den gejstlige Sjælesorg, saa at efter
hans Mening en ugift gejstlig ikke fuldt ud var i Stand til at
opfylde sit Kald. Sine Anskuelser om andet Ægteskab har han i
øvrigt fyldigt udviklet i Anledning af en Ytring i Martensens Etik.
Han besluttede derfor at gifte sig paa ny, og den 16. Februar 1875
viedes han til Emmy, Datter af Hofjægermester Tutein til
Marienborg paa Møen og Enke efter Monrads gamle Ven Politikeren
Hother Hage. Monrad havde saaledes kendt hende i en lang
Række af Aar og vidste, at hun i mange Henseender vilde udfylde
hans Savn, og at hun fuldstændig delte hans verdslige og hans
aandelige Interesser. Hun sad ene og barnløs, som hun var, paa
en lille Gaard paa Møen og havde forlængst lært at se op til
Monrad, baade som Ven og som Lærer. Dette Ægteskab blev
meget lykkeligt. I sine Breve til sine fraværende Børn udtømmer
62*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
