Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Robins: Den store, hvide Stilhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312
Den store hvide Stilhed
Jesuiterkoloni og Livet i Minebyen. Hvor mandigt og nænsomt er ikke
Forholdet mellem disse stærke Mænd tegnet af en Kvinde, frit for al
forlorent Føleri. Fint og rigtigt paaviser hun Grunden til, at disse
hærdede Karakterer saa ofte svækkes, hvorledes Ensomheden og Ødet
efterhaanden spinder dem ind i sit filtrede Net, suger Blodet af dem
og efterlader dem som Vrag, et Bytte for Tungsindets Vanvid eller
søgende at drukne „den store Stilhed" i stærke Drikke.
Henrivende er Skildringen af Forholdet mellem den stive
Puritaner Mac Cann og det lille brystsyge Eskimobarn Kaviak, som den
fortræffelige og underfundige Jesuiterpater Wills saa lumskelig
prakker Mændene i „Stor Skorsten Hytten" paa, og som Mac, der ganske
vist hader Jesuiterne og al deres Væsen, men som selv har en lille
Fyr derhjemme, for hvem han arbejder, ender med at adoptere, og
med rørende Bjørnetroskab slæber med til Klondyke og derfra hjem.
Hvor morsomt er han ikke tegnet, Nicholas, denne snedige
immer-gemytlige Hedning, der lader sig døbe paany, hver Gang Lejlighed
byder sig, som færdes paa en Strækning af mange Hundrede Kvartmil
og har en ny Religion i hver ny kristen Missionskoloni, han finder
paa sin Vej, alt imens han hidkalder sine Fædres Læge, Shamånen,
Troldmanden, naar hans Fader er alvorlig syg og „plages af Djævle".
Fortræffelig er Skildringen af Jesuiterkolonien, hvor man faar et
udmærket Indblik i det store og opofrende Arbejde, der gøres af denne,
af alle bedst organiserede, kristne Fortrop. Interessant er det
psykologiske Skarpsyn, hvormed disse religiøst begejstrede Mænd og
Kvinder er valgt til deres Gerning med særligt Blik for hver enkelts
Karakter og Evner. Den gemytrige, praktiske og menneskekærlige Fader
Wills, den strenge Fanatiker, Broder Poul, den humane, vidtskuende
og overbærende Fader Brachet, Missionens Overhoved. Alle har de
deres Plads, alle er de Hjul i et fortræffeligt afstemt Urværk, alle
arbejder de mod det samme Maal, Forherligelsen af den ene sande Tro.
Og højt over dem rager Missionens store Trækors, et Mærke, et
Vidnesbyrd om Sammenholdets store Sandhed.
Fem Mænd er draget ud mod det fjerne Maal, men „strander"
undervejs, overrumplede af Vinteren. Saa bygger de den Hytte, som
bliver berømt i Hundreder af Kvartmiles Omkreds for sin Soliditet og
Hygge og for sin Skorsten, som giver den sit Navn. Men Vinteren gaar
sin Gang, og Provianten er ved at slippe op.
„Drengen" ofrer sig og gaar, „Obersten" følger ham. „Drengen"
er en prægtig Ynglingeskikkelse, fuld af sammenbidt Energi og et
Livsmod, som til Tider giver sig ganske overgivne Udslag. „Obersten",
en Kentucky Mand, en djærv og naiv Kæmpeskikkelse, hvis Titel har
samme Gyldighed som saa mange af det demokratiske Amerikas
klingende Militærtider, en Mand, som „personlig havde inspiceret hver
Plet i den kendte Verden, undtagen netop det høje Nord". „Obersten"
er den eneste, hvem ikke Tørsten efter Guld driver. For at finde den
Kvinde, han har gjort Uret, flakker han hvileløs hen overjorden. Klon-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
