Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Aarene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
410
Aarene
eller Søvnen faldt over Tiden,
som aldrig kendte til Rast,
om Stilheden sank over Tiden
og dens ubønhørlige Hast...
En Aften ser vi tilbage
bort mod den blege Lund,
hvor de døde Nætter og Dage
slumre det evige Blund.
Forunderligt fjerne og vage ...
Vi skælver til Hjertets Grund.
Da er det, som var vi hjemme!
Vor Feber er svunden bort.
O vi, der begæred en Blomstring,
blussende, hed og kort,
evindelig ny og heftig —
Nu kommer en Nat saa sort.
Der falder en lindrende Aften
over det sunkne Sind.
De svundne Dages Aske
stryger i Skumringens Vind,
graa i det graanende Mørke,
og slører Stjernernes Skin.
Ingen Lys, ingen Lyd i Luften.
Natten blir stum og blind.
Men op om vort Hjerte stiger
en Lyd som Konkyliens Kog.
Det er en usigelig Blidhed,
vi mærker imod vore Laag:
nu drager igennem vort Indre
Mindernes mørke Tog ...
Vi aner det Sus som en Genklang
fra Løvets Sus paa den 0,
som ligger fortabt i den blege
tidsløse og øde Sø,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
