Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Jørgensen: Duncan kontra Bournonville
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
512
Duncan kontra Bournonville
Teoretisk Spekulation og revolutionær Kampiver i Strid med
praktisk Teknik og nedarvet Tradition er et Skuespil, der for Tiden opføres
paa alle Kunstens Scener, og Miss Duncan udtaler udtrykkelig, at det
er denne Kamp og ikke hendes personlige Ydelser, der for hende staar
i Forgrunden. Hendes Optræden er at opfatte som en pædagogisk
Opvisning, hvis Maal er at paavise det usunde og forkastelige i
Balletdansens unaturlige Akrobatbevægelser. Den græske Chiton og de nøgne
Fødder fører hun i Brechen mod Rococotidens brusende Skørter og
Silketrikot, og gennem Studiet af græske Vaser og Statuer søger hun
at naa tilbage til de „primære Bevægelser for det menneskelige
Legeme, af hvilke fremtidige Danse kan udvikle sig". At Miss Duncan
desuden møder med et stort hygiejnisk Program og gennem Dansen
ønsker at udvikle „mere fuldkomne Mødre" og fremme „Fødslen af
skønnere og sundere Børn", er naturligvis i og for sig ikke uden
Interesse, men det berører næppe hendes Angreb Paa Kunstdansen, der i
Følge sit hele Væsen maa stille sig noget reserveret over for
Barnefødsler.
Ballettens Kunst er alt andet end let tilgængelig, og der er vist
ingen af de skønne Kunster, der hos sit Publikum møder saa lidt
Sagkundskab som Dansen. Ganske vist bliver der let meget, naar f. Eks.
i „Toreadoren" den melankolske Englænder efter et mislykket Frieri
udfører sit fingerede Selvmordsforsøg og under Moderens Rædselsskrig
bortfører den besvimede Danserinde. Men det vilde være sangvinsk at
tro, at denne Latter er Forstaaelsens, og jeg har gentagne Gange hørt
Folk — og Folk med levende Interesse for Kunst — stille denne
Scene i Række med de tarveligste Fjællebodsløjer. For at kunne
begribe en Ballet, maa man fremfor alt kunne høre med Øjnene: Naar
først den diskrete Takt i Bevægelsen gaar op i en højere Enhed med
den mere massive i Musikken, begynder der at dæmre en Forstaaelse
af, hvordan Bournonville har parafraseret den groteske Scene med sin
gennemkultiverede Kunst og sin musikalske Verves mest spillende Vid.
Den Musik, der er benyttet, er maaske tarvelig, men den lydløse
Terzet, som Balletdigteren med den fineste Nuancering har komponeret
for Sopran, Alt og Baryton, er en Scherzo uden Mage. Jeg har med Vilje
valgt et Eksempel, der er forholdsvis usammensat og ikke indtager
nogen særlig høj Rang i vor Balletkunst, men jo finere Midler der
anvendes, des vanskeligere bliver Tilegnelsen. Da den unge Officersfrue
i „Livjægerne" er kommet efter Amagerpigernes Letsindigheder med
Officererne, danser hun for Veninderne med sine hvide Armes og sit
lysende Smils hele Trylleri, og det er Mandens Flygtighed og
Uimodstaaelighed, der er Temaet for hendes Dans. Saa kommer det
imidlertid for Dagen, at det er hendes egen forfløjne Sangfugl, der er
Synderen, og den samme Dans tolker i brudte, klagende Moltoner hendes
Fortvivlelse, indtil Solen atter bryder frem og kalder hende til
Maskespillets muntre Hævn. Det er naturligvis ganske umuligt med Ord at
give nogen Forestilling om den Rigdom af Bevægelsesmusik, som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
