Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arthur Christensen: Rokokotidens Østerlandsdrøm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
567 Rokokotiden’s Østerlandsdrøm
utallige behagelige Former. Men Voldsomhed er forbudt, og
Voldshandlinger mod Medbejlere straffes med Døden. Ikke saaledes at
forstaa, at man ikke bryder sig om Mod. Man indgyder netop
vore Skønne stor Agtelse derfor, og de hengiver sig gerne til
de tapreste. Men kun i Fædrelandets Tjeneste har man Lov til
at vise sin Tapperhed. Man har villet, at Skønheden ved at hæve
Krigerens Aand skulde mildne Borgernes Sæder. — Naar to
synes godt om hinanden, tager de hinanden ved Haanden og
gaar hen til den Guds Alter, hvem vi tilbeder. Denne Gud
fremstilles som en smuk Yngling, paa hvis rosenrøde Kinder et ganske
let, blødt Dun tegner sig; i den ene Haand holder han en
Fakkel, i den anden en Magnetsten, og han smiler til to Duer, som
med halvt udspilede Vinger næbbes ved hans Fødder. Hans
Ædelstenstempel, der bæres af hundrede Ametystsøjler, er
bestandig prydet med friske Blomster. De sødeste Slags Røgelse
brænder altid paa Gudens Alter. Saa snart man ser to Elskende
komme, underretter man Ypperstepræsten derom, og han tør ikke
under noget Paaskud nægte at forene dem; det vilde være en
Helligbrøde, idet to Elskendes gensidige Kærlighedslængsel
betragtes som Gudens Inspiration. Ægteskabet stiftes, idet man
omvinder dem begge med en Guirlande. Saa modtager Bruden
sin Brudgom i sin Have, han plukker Rosen, og begge ofrer til
Guden deres Lykkes Førstefrugt, thi denne velgørende Gud vil
ikke have andre Ofre; ømme Sukke er hans Ofres Skrig."
Historikeren Duclos skrev Acajou og Zerphile, og en
uendelig Række af bekendte og ubekendte Mænd har opdyrket
Pseudo-Orientalismens vide Mark for at hjælpe en blaseret Verden til
at fordrive ledige Timer. Den orientalske Begejstring greb om
sig og gav Kunsten og Livet en egen Farvetone. Lesage
benyttede orientalske Emner i Komedien, Voltaire i Tragedien. Havde
Scipio og Cato hidtil altid maattet holde for, naar man vilde
smigre en Stormand, saa fandt Voltaire til en Afveksling paa at
sammenligne Ministeren Choiseul med Djafar, Harun al-Raschids
Storvezir. Den berygtede Ranzau-Ascheberg betegner i sine Breve
sig selv som Moldavangi Baschi, Struensee som „le Vezir",
General Gähler som Bey Saddé. Prinsen af Ligne hengiver sig paa
Krim til østerlandske Stemningsdrømme, der faar een til at tænke
paa Pierre Loti. Orientalismen havde Indflydelse paa
Klædedragten, Palæerne fyldtes med levende Papegøjer og Aber og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
